Brug din barsel til kampen mod plastik og cigaretskodder

Anna Sylvester Hansen ved indsamlet affald til første event for Ren Barsel
Foto: Anna Sylvester Hansen

Plastikflasker, sandwichpapir, cigaretskodder, juicebrikker… Kæresteparret Anna Sylvester Hansen og Gustav Holm Eskildsen fik under deres barsel nok af alt det skrald, der ligger på Amagers gader. I februar førte de derfor frustration til handling og startede initiativet Ren Barsel.

– Man kan ikke gå på et fortov uden, der ligger skrald overalt. Så der gik nogle måneder under min barsel, hvor jeg bare havde lyst til at samle skrald op, og da jeg så snakkede med min kæreste om det, tænkte vi: Okay, vi gør det, fortæller Anna Sylvester Hansen.

Derfor holdt hun og kæresten det første event d. 22. februar, hvor de sammen med 24 andre samlede skrald på Amager i København.

Navnet Ren Barsel kom sig af kampagnen Ren Kærlighed til Amager, som er et initiativ fra kommunen om at skabe en by uden affald i gaderne.

Læs også: Løbere er de nye skraldemænd

Kommunen hjælper til

I Københavns gader flyder affaldet. Helt konkret udgør det samlede antal gadeaffald mellem 5 og 5,5 ton, ifølge Teknik-  og Miljøforvaltningen.

– Kigger vi på 2016-tallene, ser det ud til, at folk faktisk blev bedre til at ramme affaldskurvene igen efter nogle år, hvor det gik den anden vej. Men faktisk virkede det også som om, at det store fokus på adfærdsdelen (altså folks eget ansvar for at være med til at holde byen ren) havde en reel effekt, forklarer Teknik- og Miljøforvaltningen i en mail.

Derfor støtter Københavns Kommune gerne op om forskellige borgerinitiativer, som for eksempel Ren Barsel.

– Vi henvendte os til Københavns Kommune, som sagde, at vi kunne hente udstyr og poser, og så kom de og hentede affaldet slut på dagen, fortæller Anna Sylvester Hansen begejstret om samarbejdet.

Læs også: Indsamlere kæmper mod voksende mængder affald

For kommunen handler det jo om, hvad det viser udadtil, når folk går rundt og samler skrald op, så folk tænker sig en ekstra gang om, når de smider en pose fra McDonalds for eksempel
Anna Sylvester Hansen, initiativtager til Ren Barsel

Også Holms Bager og Sambaby støttede op om initiativet og donerede henholdsvis kaffe og goodiebags til de fremmødte.

– For kommunen handler det jo om, hvad det viser udadtil, når folk går rundt og samler skrald op, så folk tænker sig en ekstra gang om, når de smider en pose fra McDonalds for eksempel, forklarer Anna Sylvester Hansen.

Københavns Kommune understreger dog, at frivillige arrangementer ikke erstatter det arbejde, renholdelsesmedarbejdere udfører, men at det er en god måde at inddrage borgere som Anna Sylvester Hansen og Gustav Holm Eskildsen, der ønsker at gøre en indsats for at holde København ren og pæn.

 

En simpel ide

Overraskende nok endte det ikke kun med at være mænd og kvinder på barsel, men også andre interesserede, som stødte til flokken under sidste event.

– Der var f.eks. en gravid pige som først skulle føde om en måned, og en mor med en søn der var autist som tilfældigvis så os gå rundt med de grønne poser og gerne ville være med til det.

Der var i alt 24 fremmødte til deres første event, hvilket var en succes ifølge Anna Sylvester Hansen.

– Folk syntes, det var rigtig fedt, det er jo en super simpel idé. Vi leger lidt med idéen om, at det første event hed Ren Barsel på Amager, og så kunne det næste for eksempel være Islands Brygge.

Læs også: Affald ender ofte i de forkerte skraldespande

Næste event er d. 12. april, men ifølge Anna Sylvester Hansen, er det stadig uvist, hvorfra eventet starter.

Målgruppen er de samme mennesker som sidst, som helst befinder sig på Amager, hvor de bor. Derfor håber hun, at konceptet kan udvikle sig, ved at hun i fremtiden teamer op med en anden, som f.eks er på barsel i en bydel som Nørrebro eller Vesterbro.

– Udfordringen er, at man hele tiden skal have fat i nogle nye, for folk bliver jo ikke ved med at være på barsel, siger Anna Sylvester Hansen.

Kbh. bruger cirka 250 mio. kr. på renhold i 2017:

    • Renhold på cykelstier, gader, fortove og pladser
    • Renhold af parker, kirkegårde og grønne områder
    • Affaldsbehandling (bortkørsel af renholdelsesaffald samt batterier)
    • Renhold efter arrangementer
    • Renhold af bemandede og ubemandede toiletter
    • Graffitibekæmpelse

Kilde: Teknik – og Miljøforvaltningen, Københavns Kommune

Sådan gjorde vi: Idéen til artiklen kom fra en medstuderende, der havde set Ren Barsels facebookside. Anna Sylvester Hansen er kontaktet via. telefon, og Teknik – og Miljøudvalget er kontaktet via mail.