Det sidste års nedlukning med hjemmearbejde, aflyste ferieplaner og masser af tid med familien har gjort, at et stort antal danske familier har fået et nyt firbenet familiemedlem. Tendensen er langt fra gået ubemærket hen hos foreningen Dansk Kennel Klub, der har konstateret en stigning på ti procent i antallet af nyregistrerede hunde fra 2019 til 2020.
Dyrlæge og ejer af Dyreklinikken Artemis i Hellerup, Lise Rovsing, er bekymret for corona-hvalpenes trivsel under genåbningen.
Hvalpene har i nedlukningen været vant til at tilbringe mange timer i familiens skød, og har sandsynligvis fået for meget motion og for lidt hvile, forklarer Lise Rovsing. Det kan være problematisk i forhold til Corona-hundenes trivsel under genåbningen, hvor hunden skal lære en ny normal at kende.
– Hvis en hvalp eller en unghund oplever for meget og dermed overstimuleres, bliver dens evne til at rumme nye ting forringet. Når hunden skal ud og møde en mere almindelig hverdag, så vil dens evne til at rumme forandringerne derfor være ringe, siger hun.
Læs også: Heidi efter hun mistede sin hund: ”Jeg gik ned med depression”
Når familien igen påbegynder en normal hverdag, kan det få konsekvenser for hunden. Lise Rovsing advarer om de udfordringer, som en drastisk forandring i hundens hverdag kan medføre.
– Det kan føre til problemer, når den skal være alene hjemme. Den kan få svært ved at blive renlig og dens evne til at lære være udfordret. Derudover kan dens sociale evner forringes, heriblandt dens evne til at omgås andre hunde. På sigt kan det i værste fald give en række adfærdsproblemer, siger hun.
Det essentielle for hvalpen er netop, at den indlærer faste rutiner og lærer at være alene hjemme, fastslår Lise Rovsing.
Chokerede og paniske lockdown-hunde
Det er imidlertid ikke kun de nye corona-hvalpe, der skal tages højde for i genåbningen. Spørger man adfærdskonsulent i Dansk Kennel Klub, Lise Lotte Christensen, har mange hunde været påvirkede af den forandrede hverdag under nedlukningen.
– Hunde, der allerede var del af de danske familier fik et chok. De gik fra at have en mere fredfyldt hverdag, hvor alle var væk, til at alle pludselig var hjemsendte. Det stressede både hunde og mennesker. Ligesom os mennesker har disse hunde skulle finde en normalitet i det unormale, siger hun.
Stifteren af Hellerup Dog Walk’s såkaldte hundebørnehave, Magnus Hinge, der til dagligt passer og træner alle slags hunde, forklarer vigtigheden af lederskab og struktur i hundens hverdag. Det er netop de manglende rutiner, der har gjort det svært for de ældre hunde under nedlukningen.
– Hundeejerne vil gerne være ekstra kærlige overfor deres hund i denne tid, men glemmer strukturen. Det betyder, at ældre hunde, ligesom mennesker, kan have genfundet gamle dårlige vaner under lockdown. Når vi så vender tilbage efter genåbningen, vil gamle problemer dukke op igen. Derfor kan det være svært at komme tilbage, siger Magnus Hinge.
Læs også: Der er gået køkkenbordsavl i den: 113 hunde anbragt på internater
Lise Lotte Christensen forklarer, hvorfor det er afgørende for lockdown-hundene langsomt at få skabt en ny hverdag.
– Genetableringen af hundenes gamle hverdag skal ske gradvist, ellers kan hunden gå i panik. Dette skyldes, at de har fået en ny normal. Det gælder både nye og gamle hunde. Det er en velfærdsmæssig vejsidebombe, hvis ikke vi langsomt og i tide får hunden til at føle sig tryg i sit eget selvskab. Særligt hvalpen skal lære at være alene, ellers vil den få et chok, advarer hun.
Hjælp din hund under genåbningen
Den langsomme genåbning af det danske samfund er begyndt, hvorfor det er sidste chance for at hjælpe lockdown-hunde gennem processen. Det bekymrer Magnus Hinge, der forklarer, at det tager tid at indlære hunden rutinerne i en ny hverdag.
– Genåbningen er begyndt, og nu dukker udfordringerne op. Måske er det allerede for sent. Dem, der kommer hjem til naboklager i dag, kan jo ikke løse problemerne til i morgen. Dog er ikke alle på arbejde endnu, så de kan måske nå det. Og så handler det om at se fremad, og gå i gang med det, som man skulle have gjort langt tidligere, siger han.
Der findes masser vejledning på nettet, der kan hjælpe både hund og ejer i genåbningsfasen, nævner Magnus Hinge. Det vigtigste er at skabe struktur for hunden og lære den at være alene hjemme.
Lise Rovsing opstiller fire konkrete råd, der kan hjælpe dig med at genindføre faste rutiner i din hunds nye hverdag:
- Din hund skal være mere alene hjemme, så den kan trænes til tiden efter nedlukningen.
- Din hund skal luftes på de tidspunkter, der svarer til normalen i hverdagen.
- Undgå at overstimulere din hund med overdreven motion og voldsom aktivitet med andre hunde, da det ikke gavner alene hjemme-træning
- Med fordel kan I gå til hundetræning, der er en fælles aktivitet for hund og ejer fremadrettet.
Sådan gjorde vi: Artiklen opstod på baggrund af min undring over hundes generelle trivsel under nedlukningen. Da jeg undersøgte emnet, kunne jeg se, at hundene ligesom os mennesker havde været påvirkerede af corona-situationen. Jeg kontaktede herefter en række eksperter og foreninger, der skrev om emnet, for at spørge ind til hundenes trivsel i genåbningsfasen.