Film er kendt for at være en dyr affære. Det kan nemt koste mange millioner at lave.
-Vi kunne nok ikke have været med, hvis vi skulle bruge ”rigtigt” filmudstyr, da vores skole ikke har ressourcerne til det. Derfor har det været livsvigtigt for vores deltagelse, at det var tablets eller smartphones, som eleverne skulle bruge.
Signe Staun, dansklærer.
Men skolefilmkonkurrencen EDIT24 vælger at gå i den modsatte retning. I de seneste år er der kommet flere og flere deltagere i konkurrencen. I 2016 deltog 2.650 elever, mens der i år deltager hele 3.182. Deltagerne er fynske skoleelever, og de skal bruge nogle velkendte værktøjer til at lave deres film.
-Filmene skal laves på mobileenheder, altså en smartphone eller iPad. De fleste har deres egen smartphone, så skolen behøver ikke særligt udstyr for at være med – det sikrer, at EDIT24 er for alle, siger Anne Bertram, der er projektleder ved EDIT24.
Godt at filme med mobilen
En af dem, der har sine elever med i konkurrencen, er Signe Staun, der er dansklærer på Ørkildskolen afdeling Øst i Svendborg. Hun mener, at det er helt essentielt, at elever skal filme på tablets og smartphones.
-Vi kunne nok ikke have været med, hvis vi skulle bruge ”rigtigt” filmudstyr, da vores skole ikke har ressourcerne til det. Derfor har det været nødvendigt for vores deltagelse, at det var tablets eller smartphones, som eleverne skulle bruge.
Om EDIT24
En mobilfilmkonkurrence for 4.-7. klasse fra alle skoler på Fyn.
Løber af stablen i uge 9-13 på Fyn, vinderen kåres d. 31. marts
Elever konkurrer i to kategorier, 4.-5. klasse og 6.-7. klasse.
Arrangeret af Kulturregion Fyn, FilmFyn og Kulturministeriet
Eleverne fra 4. og 5. klasse skal lave animationsfilm, mens eleverne fra 6. og 7. klasse skal lave realfilm.
Hver kommune kårer en vinder i hver kategori i en lokalgalla, hvor der også uddeles andre priser, fx en Speciel Mention-pris.
Vinderne på hele Fyn i 4.-5. klasse kategorien vinder et besøg af en filmprofessionel, der vil undervise dem endnu mere i film
Vinderne på hele Fyn i 6.-7. klasse kategorien vinder en tur til København, hvor de skal besøge et rigtigt filmstudie – enten Film-X eller Station Next i Filmbyen
Mere info kan findes på edit24.dk
Kilde: edit24.dk
Vigtigt med kreativitet i undervisningen
Men hvorfor er det så vigtigt, at alle kan lave film i undervisningen? Signe Staun var ikke i tvivl, da hun tilmeldte sin klasse 6.b fra Ørkildskolen afdeling Øst i Svendborg.
-Jeg ville gerne have min klasse med, da det både gav dem mulighed for at arbejde kreativt og anderledes, men også fordi de fik stiftet bekendtskab med processen i at skabe en film. Jeg kan også mærke, at det har givet dem selvtillid at være med. Der er nogle, der er kommer på banen, som ikke normalt gør, når det drejer sig om faglige ting som at stave og lave matematik. Det har fået dem til at opdage noget, som de er gode til, forklarer Signe Staun.
Børn fortæller deres egne historier
Anne Bertram mener, at det er godt, at børn og unge får muligheden for at fortælle historier. Derfor er EDIT24 lavet med henblik på at skabe en platform for, at børn og unge kan fortælle deres historier.
-Formålet med EDIT24 er at få børn og unge til at skabe film, hvor de fortæller en historie med de filmiske virkemidler ud fra deres synsvinkel. Derfor vil vi gerne integrere praktisk filmundervisning i skolen, hvor man ofte ser og analyserer en film, men man laver mere sjældent film selv. Vi tror, at det styrker unges refleksion, at de selv præger en fortælling.
Glæde over kagemand
Lokalgallaen i Svendborg Kommune blev afholdt mandag d. 20. marts, hvor 6.b deltog med filmen ”På tværs”. Filmen vandt ikke hovedprisen i deres kategori og er derfor ikke med, når vinderen fra hele Fyn skal findes d. 31. marts. Men Signe Stauns elever var ikke utilfredse, da det vigtigste for dem var at være med. Men de fik trods alt en pris med hjem.
-Filmen ”På tværs” fra min klasse fik en Speciel Mention-pris. Selvom det ikke var en pris, der gav dem mulighed for at gå videre i konkurrencen, så blev de alligevel super glade. Vi vandt da også et gavekort til en kagemand til hele klassen.