Ældre ægtepar svindlet i Hørsholm. Og de er ikke de eneste: »Det er så usselt«

Digital Svindel. Foto: Oskar Konge Rask
Antallet af sager om digitalt svindel stiger desværre stadig år efter år. Foto: Oskar Konge Rask

Den digitale svindel vokser og vokser, og der er det ofte de ældre, der bliver ramt. Det var også tilfældet for et ældre ægtepar i Hørsholm Kommune forleden.

Det ældre ægtepar blev mandag kontaktet af en mand, som udgav sig for at være fra banken. Han fik ægteparret til at udlevere deres kort, hvor der efterfølgende blev hævet større beløb fra deres konto, fremgår det i døgnrapporten fra Nordsjællands Politi.

Det er desværre ikke et enkeltstående tilfælde. Døgnrapporten viste samtidig, at der havde været flere tilfælde af svindel i hele Nordsjælland.

Flere personer svindles

Politiet betegner den type for svindel som “kontaktbedrageri”. Mere præcist er kontaktbedrageri, når svindlere udgiver sig for at være betroede personer for at stjæle penge eller oplysninger.

Flere og flere anmelder denne form for svindel, viser tal fra politiet.

I 2023 modtog politiet 2.754 anmeldelser, hvilket i 2024 var steget til 7.728. Det svarer til en stigning på 181 %, oplyser politiet i en rapport fra 2025

“Det er så usselt”

En af dem der er bange for at blive svindlet er pensionist Inge Wichmann.

Hun har ikke meget tilovers for de personer, der vælger at gå efter pensionister:

– Jeg synes, det er så usselt, fordi det går ud over sådan nogle gamle som os. Og pludselig står vi der og har mistet 50.000 kroner. Vi har jo ikke nogen mulighed for at tjene flere penge. Altså, vi har vores pension, og så er det det, siger Inge Wichmann.

Samtidig siger hun, at det også svækker ens tillid til samfundet. Hun har derfor også taget sin egne forbehold:

– Det har svækket min tillid, fordi man er jo lidt nervøs for hvad som helst, ikke? Altså, hvis der kommer nogle opslag her og der og alle vejne, så tænker man: “Åh, bare det ikke rammer mig, og nu må jeg endelig være forsigtig”, siger Inge Wichmann.

For at undgå, at blive svindlet har Inge Wichmann også taget sine egne forbehold. En af dem er appen Mit Digitale Selvforsvar.

Læs også: Ældre bliver rustet til digitalt selvforsvar: »Hver uge er der nogle, der er blevet snydt for mange penge«

App skal stoppe svindlen

Forbrugerrådet Tænk er også opmærksom på den stigende svindel. De har derfor lavet en app i samarbejde med TrygFonden, som oplyser folk om fup-mails, virus og falske konkurrencer.

Michael Haddar, projektleder i Forbrugerrådet Tænk, har været med til at udvikle appen. Han fortæller, at appen i dag er blevet downloadet omkring 500.000 gange.

Faktaboks om Mit Digitale Selvforsvar

  • Gratis app, der beskytter mod digitale trusler.

  • Opdaterer om fup-mails, vira og falske konkurrencer.

  • Giver vejledning ved it-kriminalitet og mistænkelig aktivitet.

Kilde: Forbrugerrådet Tænk

På trods af, at appen er blevet downloadet over en halv million gange, stiger den digitale svindel stadig.

Michael Haddar mener, at den udvikling er uundgåelige i takt med, samfundet bliver mere og mere digitalt:

– Det ville være dejligt, hvis kriminaliteten bare var forsvundet, men den forsvinder jo bare derhen, hvor vi nu er. Og der vil foregå mere kriminalitet online i takt med, at samfundet er blevet mere digitalt, vi er mere online, og flere ting foregår online, forklarer Michael Haddar.

Læs også: Efter svindelsager mod ældre: Sådan beskytter du dig i den digitale verden

Ambitionen er dog, at appen kan være med til at nedbringe den digitale svindel.

– Vores håb er jo, at appen – og det er også det, vi hører fra vores brugere – kan være med til at give folk et redskab i kampen mod digitalt svindel, siger Michael Haddar.

Sådan gjorde vi: Journalisten læste Nordsjællands døgnrapport. Han blev her opmærksom på, at der havde været en række sager med kontaktbedrageri. Alle kilder er interviewet telefonisk.

Leave a Reply

Your email address will not be published.