80-årige Helen: Rejsekort er som at gå til eksamen

Flere ældre benytter sig af hjælp til rejsekortet.  Foto: everystockphoto
Flere ældre benytter sig af hjælp til rejsekortet.
Foto: everystockphoto

Det er besværligt, og det er alt for teknisk.

Sådan lyder meldingen fra mange ældre, når det handler om at komme i gang med at bruge rejsekortet. Det oplever man i flere af Ældre Sagens lokalafdelinger, hvor der er stor efterspørgsel fra de ældre efter deres tilbud om hjælp til at bruge kortet.

Og der er brug for hjælp, hvis man spørger 80-årige Helen Eriksen, der bor i Valby.

– Jeg har selv meget svært ved at rumme alt det der. Man orker det simpelthen ikke. Det er jo, som om man skal til eksamen hver gang, siger Helen Eriksen, der ikke selv har kunnet overskue at få et rejsekort.

I Ældre Sagens lokalafdeling i Gladsaxe mærker man især, hvordan udfasningen af klippekort har øget behovet for hjælp.

– Vi har vel omkring tre-fire gange så mange besøgende siden årsskiftet, siger Jens Boll, der er IT-medarbejder i Ældre Sagen Gladsaxes PC-café.

I Gentofte lokalafdeling tilbyder man også hjælp til kortet og har særligt ved opstarten i efteråret oplevet mange fremmødte. Her forventer man, at der også fremadrettet vil være mange, der benytter sig af hjælpen.

– Jeg vil vædde med, at der fremover kommer endnu flere, da jeg vil vove at påstå, at der er en halv million i Københavnsområdet, der mangler rejsekort, siger Hans Christian Jørgensen, der er IT-medhjælper i Ældresagens IT-klub i Gentofte.

Læs også: Sådan bliver du klar til det nye rejsekort

Jeg tror, jeg ville benytte mig af et tilbud om hjælp. Jeg kunne i hvert fald en dag blive nødt til det. Men nu holder man sig jo lidt tilbage, fordi man synes, der er så meget nyt i forvejen.
Helen Eriksen, 80 år og bosat i Valby

I København lukker hjælpen ned

På trods af, at man i Ældre Sagen oplever stigende interesse for rejsekortet, har Københavns Borgerservice besluttet sig for at lukke sine tilbud om hjælp til kortet ned. På Københavns Kommunes hjemmeside begrunder man det med lav efterspørgsel.

80-årige Helen Eriksen mener dog ikke, at den lave efterspørgsel er et udtryk for, at de ældres behov for hjælp ikke er der. Men de mange krav om digital omstilling gør, at det kan være svært for den enkelte at rumme det hele.

– Det er meget at gabe over for os, når vi er så gamle, fortæller Helen Eriksen.

Læs også: Ældresagen efterlyser oplysning om fritagelse fra digital post

Alligevel kunne Helen Eriksen dog godt overveje at benytte sig af hjælp til kortet. Om ikke andet er hun bevidst om, at der en dag måske ikke er nogen vej udenom.

– Jeg tror, jeg ville benytte mig af et tilbud om hjælp. Jeg kunne i hvert fald en dag blive nødt til det. Men nu holder man sig jo lidt tilbage, fordi man synes, der er så meget nyt i forvejen, siger hun.