Aktiveret skal stable ølkapsler og tage på fisketur

Når en sygeplejerske bliver fyret, er hendes bedste chance for at få et job igen at stable kapslerne fra ølflasker og fange fisk. I hvert fald hvis man skal tro på centrenes nyeste aktiveringsmetoder.

Den arbejdsløse Pia har igennem sine tre år været igennem et hav af aktiveringskurser på sit lokale jobcenter.

»Altså aktiveringscenteret fortalte, at det var fokus på træning af vores styrke og vores motoriske evner, fordi der var en del gamle mennesker på holdet. Og nogle af de ting var blandt andet at bygge med klodser eller stable ølkapsler,« siger Pia.

Sagen er blot en ny i rækken, hvor jobcentre tidligere har tilbudt de arbejdsløse aktiveringskurser, hvor de blandt andet skulle studere Hitler og Napoleons underskrifter både før og efter et krigsnederlag, men også kurser i at finde den fugl der passer til ens personlighed.

Fisketur og sammenhold
Selv hvis det lykkes Pia at få et job, ved hjælp af de aktiveringskurser hun har deltaget ved, så er der altid en risiko for, at fyreseddelen igen lander på hendes bord.

Men det har jobcentrene også fundet en løsning på. Endnu et aktiveringstilbud til de arbejdsløse er, at de skal på både fisketure og overlevelsesture, fordi det vil ruste dem på en helt ny måde.

»Jeg har været på fire ture indtil nu. Jeg har været ude at fiske to gange, i Vejle Fjord og i Øresund. Men jeg har også været på sådan nogle overlevelsesture i en skov, hvor vi skulle samarbejde om at løse opgaver, ved blandt andet at lægge puslespil og gå blindegang,« siger Pia.

Hun fortæller, at centrene lagde op til, at de arbejdsløse på den måde får en oplevelse mere med sig i livet. Men de får faktisk også skabt et netværk og et sammenhold hinanden imellem. Noget der kan vise sig nyttigt senere i livet.


Hold dig i gang

Pia blev af sit lokale jobcenter bedt om at holde sig i gang, ved at udføre forskellige typer af arbejde.

»Jeg stod blandt andet op en hel dag og stemplede bunker af regninger med et gammeldags håndstempel. Men det synes jeg måske var lidt vanvittigt,« siger Pia.

Udover stempelarbejdet har Pia også arbejdet til samfundets gavn, ved at samle tøjklemmer.

Her blev hun sat til at bøje den grå ståltråd til tøjklemmerne for at blive stærkere, inden hun skulle samle den med to træstykker, så der kom en klemme.

Læs også:

Luk det kommunale jobcirkus

Danmark er blevet mindre efter japansk jordskælv

Denne artikel er blevet ændret d. 28/5 2013. Artiklens hovedkilde, Pia, har fået fjernet sit efternavn. Efternavnet er redaktionen bekendt.