På trods af sit smarte og moderne ydre er Light phone 2 en såkaldt anti-smartphone, der blev lanceret i en ny udgave den 1. marts.
Fordelen ved denne ikke-smarte telefon er, at den kun har få funktioner: Den kan ringe, sms’e, sætte en alarm, og i den nye udgave kan den også finde vej. Her er alle apps som Facebook, Messenger, Instagram og Snapchat fuldstændig udelukket. Og det er meningen med det hele, en telefon designet til at blive brugt så lidt som muligt.
Dem, der skiller sig af med sin smartphone, og istedet køber en ‘dumb phone’, gør det netop med ønsket om at få mere kontrol over deres eget liv, siger Søren Hebsgaard, konsulent og foredragsholder på foredraget “Mig og min smarte telefon”.
– Med smartphonen har vi fået tusindvis af smarte funktioner tilgængelig, og de kommer med en pris der hedder: konstante forstyrrelser, konstante distraktioner, og konstant dårlig samvittighed over alle de ting man ikke får gjort. Man får aldrig nogensinde slappet af, for på alle de tidspunkter, hvor man tidligere kunne slappe af, der sidder man nu og besvarer mails, siger Søren Hebsgaard.
Den simple telefon er en del af den såkaldte ‘dumb phone’ bølge, der efterspørges af telefoner med få funktioner, der vil gøre op med den digitale afhængighed, som en smartphone kan medføre. Heriblandt er også Nokia 3310, lige blevet relanceret i 2017, og klaptelefonen Motorola Razr, har også fået et comeback i 2016.
Det er telefoner, der kun har et minimalt udbud af funktioner, men som følge af det, tilbyder et mere kontrolleret forbrug af den, og som Light Phone 2 reklamerer med: “We are taking back our lives”. Se også: Light Phone 2 kampagne video
Smartphone giver konstante distraktioner
Imran Rashid, læge, foredragsholder og forfatter til bogen ‘Sluk – kunsten at overleve i en digital verden’ fortæller om nogle af de konsekvenser, der er ved smartphoneforbruget, som produktivitetstab, koncentrationsudfordringer og selvværdsproblemer.
– Konsekvenserne er, at du gradvist over tid vil vænne dig til altid at være lidt distraheret. Din hjerne vænner sig til en tilstand, hvor du ikke er tilstede i nuet, hvor du ikke fordyber dig, hvor du ikke koncentrere dig, men hvor der hele tiden er noget lige om lidt, der præger billedet, fortæller Imran Rashid.
‘Dumb phones’ er en niche
Søren Hebsgaard kalder ‘dumb phones’ en niche:
– Jeg tror ikke, at alle kommer til at skifte smartphonen ud med en ’dumb phone’. Jeg tror, der kommer til at være en lille eksklusiv skare, der med de her telefoner kan signalere, at de har taget kontrol over deres eget liv, og det tror jeg, der er mange, der vil synes er cool og blive inspireret af på den ene eller anden måde, forklarer Søren Hebsgaard.
Imran Rashid vurderer, at folk er blevet mere bevidste om konsekvenserne af det høje forbrug af smartphones.
– Der er et marked for Light phones, og det kommer kun til at blive større, i kraft af at konsekvenserne af smartphones bliver mere tydelige i samfundet. Light phones er et af de første tegn på en sundere teknologi, da man begynder at lave en kobling mellem teknologi og sundhed, med det udgangspunkt at teknologien i dag ikke altid er sund.
Sådan gjorde vi: Idéen til artiklen udspringer af lanceringen af den nye Light Phone. Alle interviews er foretaget over telefonen.