Beboere dumper røgfrie boliger

Søgningen til de 24 røgfrie boliger som Frederikshavn Boligforening sidste år opførte er ikke gået som forventet. For selvom boligerne ikke står tomme, så er det kun få af de nye beboere, der har søgt boligerne, fordi de ønsker en røgfri bolig.

Kun en ”7-8 stykker” af de 24 beboere, der bor i de røgfrie boliger, har decideret søgt boligerne, fordi de er røgfrie, forklarer Bjarne Walentin, bestyrelsesformand i Frederikshavn Boligforening.

”Der er ikke det store run på det, som vi havde forventet,” siger Bjarne Walentin.

Ikke flere røgfrie boliger fremover

På grund af den manglende tilslutning til de røgfrie boliger, er det ikke noget, som boligselskabet i fremtiden vil prioritere:

”Vi har ikke planer om at opføre flere, nej,” siger Bjarne Walentin.

At sikre beboerne mod uønskede røggener er dog stadig noget, som Frederikshavn Boligforening vil prioritere i fremtiden. ”Vi har planer om, at når vi skal i gang med at opføre nogle byggerier igen, så vil vi kigge på tætheden i lejlighederne, for at dæmme en lille smule op for det der naborøg, som der er meget fokus på i øjeblikket,” fortæller Bjarne Walentin.

Læs også:

Røgfri boliger bliver snart indført

Unge vil boykotte røgfri gymnasiefester