Bikertøser på bagsmækken til Bakken

Nørrebrogade er omdannet til et tætpakket mekka af store maskiner. Sammen med gadens orientalske butikker og spisesteder er det som at befinde sig i en hektisk bazar, hvor de handlende ikke kan komme frem for hinanden

Motorcykler er ikke kun for drenge

Naja på 31 er fra Rødovre og har sit eget ’gule monster’ til at flyve hende over asfalten ud på Bakken. Hun læner sig mod cyklen med en hånd på den bløde lædersadel

– Det er sjovt at køre på motorcykel. Det giver frihed og luft under armene, siger Naja. Hun bemærker, at der kommer flere og flere kvinder op på cyklerne og tilføjer

– Det er jo ikke bare en drengehobby.

Frederikke på 16 børster sit lyse hår væk fra øjnene, der er malet med sort eyeliner

– Jeg er her for at hygge mig og for at se på motorcyklerne, siger den unge pige, der skal sidde bagpå til Bakken.

Til dagligt går Frederikke i 9. klasse på Hedegårdenes Skole i Roskilde, men i sin fritid dyrker hun sin interesse for motorcykler sammen med faderens kammerat, der også deltager i årets Bakken-tur. Og Frederikke er langt fra den eneste kvinde, der pryder bagsmækken eller førersædet på de tunge maskiner.

Længere nede i rækken af spændt afventende motorcyklister står Lilian på 44 fra Aabenraa. Hun har sin egen Kawazaki 7,5

– Den er lige et par numre mindre end den jeg står ved nu, siger hun og nikker mod den skriggrønne kæmpe, som hun hviler den ene balle på. Ansigtet er solbrændt, håret lysnet og den sorte læderjakkes grønne syninger matcher motorcyklen. 

Lilian mener, at når kvinderne hopper med på de store cykler, så skal mændene ikke have dårlig samvittighed, når de tager ud og kører

– Kvinden kører da bare med.

Skal aldrig gå ned på udstyret

Marie er kun 13 år og deltager i motorcykelturen for andet år i træk. Hun sidder bag på sin far, men drømmer om i fremtiden at blive herre over sin egen sort/hvide Honda

– Det er sjovt at køre på motorcykel. Meget sjovere end at sidde i en bil, for jeg får vind i håret, siger Marie.

Hun ved ikke, hvordan hun skal få råd til en Honda, men indtil nu sparer hun penge på lædertøjet, der er mors aflagte. Sættet er knaldrødt og har store beskyttelsespuder på knæ og albuer. Det er for stort til Maries spinkle krop, men det gør ikke noget. Tværs over brystet er to striber i sort og hvid. Et hvidt tørklæde snoer sig omkring halsen.  

Frederikke på 16 får sponsoreret sit tøj, og hun nyder at vise sig frem i det

– Det er sejt at kunne få lov til at gå i sådan noget tøj, også selvom det er ret tungt, siger hun med en hånd i siden og den ene hofte lænet mod motorcyklens stålfaste side.

Selvom biker-pigerne ser godt ud i læder, så er tøjet først og fremmest en sikkerhedsmæssig nødvendighed. For Naja betyder det mere, at tøjet beskytter hende, end at det ser godt ud

– Men det er alligevel rart, at der i de seneste par år, et begyndt at kommer bukser til kvinder. De sidder mere til, siger hun.

Og det gør de, bukserne. Men Naja ved ikke, om hun gør sig specielt bemærket hos det modsatte køn

– Det er da lidt sjovere, at jeg ikke kører og ligner en mand, men om der er nogen, der ser efter mig, det har jeg altså ikke tid til at holde øje med, siger Naja og griner.

Mest et stykke mandelegetøj

Kl. 19 begynder motorcyklerne at gasse op. Luften er tyk af diesel og hele gaden vibrerer af motorcyklernes konstante og blytunge brummen. Motorcyklisterne bevæger sig fremad som en mange ledet slange. Usikre og svajende cyklister tøver med at krydse gaden, og mange stopper helt op og accepterer, at de bliver en halv time forsinket. For så lang tid tager det nemlig op mod 4.000 bikerfyre og –tøser at passerer.

Niels på 44 er trukket ind på cykelstien og venter på, at der bliver hul i mængden. Han synes, at det er hyggeligt med flere kvinder på motorcyklerne, men han kan ikke nævne en eneste ting, som skulle være feminint ved en motorcykel

– Det er kun legetøj for voksne mænd. Kvinderne deltager vel mest for samværet med andre og så har de noget at snakke med mændene om derhjemme, siger Niels før han spænder styrthjelmen og blander sig i mængden, der langsomt tynder ud og kun efterlader lugten af hendøende sankthansbål.  

Læs også: Alternative transportmidler til sightseeing i København og Alkometer har ikke en chance i Danmark