DF om motorcykel-lov: Det handler om at forberede de unge

Blå blok foreslår at give 16-årige kørekort til motorcykel foto: Christoffer Askman
Blå blok foreslår at give 16-årige kørekort til motorcykel. Foto: Christoffer Askman

De tre blå partier De Konservative, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti stiller forslag om, at det skal være muligt for 16-årige at tage kørekort til små motorcykler. Forslaget har imidlertid mødt stor kritik fra blandt andet Rådet for Sikker Trafik, som på Twitter kalder forslaget ”stærkt bekymrende”.

Trafikordfører for Dansk Folkeparti og formand i Færdselssikkerhedskommissionen Kim Christiansen afviser dog kritikken og forklarer, at forslaget handler om at få de unge tidligere ud i trafikken, så de er forberedte på den trafikale virkelighed, der møder dem, når de fylder 18 år.

– Det er jo for at give de unge et glidende forløb op til, at man bliver 18 år og låner fars bil med 250 kilo hestekræfter. Det er sjovt, at der ikke er nogen, der kan se en risiko ved, at man kommer fra 30 km/t, og så skal man direkte ud at køre i en bil, der kan køre 250 km/t, siger Kim Christiansen (DF).

Det her forslag vil føre til langt flere færdselsuheld i aldersgruppen fra 16-18 år. Det er lige så sikkert, som at solen står op i morgen.
Harry Lahrmann, trafikforsker, Aalborg Universitet

Sænkningen af aldersgrænsen for at tage kørekort til lille motorcykel skal ske i følgeskab med en sænkning af aldersgrænsen for kørekort til lille knallert, som skal rykkes fra 16 til 15 år.

Læs også: Grafik: Så farlige er motorcykler

Trafikforsker: Stensikker vej til flere uheld

Trafikforsker ved Aalborg Universitet Harry Lahrmann advarer om, at et større antal yngre trafikanter vil få alvorlige konsekvenser for trafiksikkerheden, og at det her er netop de yngre aldersgrupper, der vil blive ramt hårdest.

– Det her forslag vil føre til langt flere færdselsuheld i aldersgruppen fra 16-18 år. Det er lige så sikkert, som at solen står op i morgen, fortæller Harry Lahrmann.

Kim Christiansen (DF) mener dog ikke, at man kan forenkle konsekvenserne af forslaget på den måde, som forskere og råd gør.

– Man kan sagtens sidde og lave et eller andet logisk regnestykke, der siger, at hvis der kommer 10.000 flere unge ud på motorcykel, så vil risikoen for uheld være større. Det ville den også være, hvis der kom 10.000 flere biler ud i trafikken. Vi vil jo prøve at minimere den her risiko gennem bedre uddannelse, som er hele idéen bag det her forslag.

Forslag endnu ikke færdiggjort

Forslaget var til 1. behandling i Folketinget den 14. april, hvor Venstre ikke umiddelbart var villige til at give forslaget sin støtte. Trafikordfører for Venstre Kristian Pihl Lorenzen (V) oplyste dog efterfølgende til Altinget.dk, at Venstre ønsker at kigge nærmere på forslaget med henblik på at få det gennemført.

Læs også: Danmark overhalet inden om med trafiksikkerheden

Kim Christiansen (DF) forklarer, at forslaget ikke er endeligt udformet endnu, og man selvfølgelig skal have undersøgt de sikkerhedsmæssige omstændigheder nærmere i den næste tid. Det er derfor ikke sikkert, at de 16-årige motorcyklister får lov at færdes på motorvejene med 100 km/t, som små motorcykler ellers har ret til.

– Vi skal have undersøgt de sikkerhedsmæssige omstændigheder nærmere, og så skal vi jo helt sikkert have kigget nærmere på, hvor hurtigt sådan en motorcykel skal have lov til at køre. Det kan så være, at den maksimalt må køre 80 km/t, og at den ikke skal have lov til at køre på motorvejene. Der er jo slet ikke tale om, at vi foreslår at give 16-årige lov til at køre på motorcykler med 250 km/t, siger Kim Christiansen.

Forslaget, som nu fremsættes af Venstre-regeringens tre støttepartier, er en genfremsættelse af et forslag fra 2013, hvor det dengang var Venstre selv, i samarbejde med LA og DF, der stod bag.