Bilister ramt af morgenkaos på Motorring 4

På grund af en forulykket bil har en større kø på fire til fem kilometer skabt kaos på Motorring 4. Køen starter ved motorvejskrydset i Taastrup og strækker sig frem til det punkt, hvor Jyllingevej krydser Motorring 4 i retning mod Ballerup.

”Det er havareret en bil derude, som spærrer højre spor,” fortæller Bo Petersen fra Vejdirektoratets trafikinformationscenter. Omfanget af ulykken er endnu uvist, da Vejdirektoratet endnu ikke har haft folk derude.

Lige nu er der kun et spor farbart på den udsatte motorvejsstrækning, hvor der i forvejen er vejarbejde.

De mange morgentrafikanter kan derfor godt forvente at måtte holde kø lidt endnu, melder Vejdirektoratet.