Radio: Borger: Jeg aner ikke, hvad jeg skal gøre med fedtet

Olie og andet madlavningsfedt ender typisk i afløbet. Det kan være et problem for de kommunale rensningsanlæg. Foto / Teis Ravn-Jonsen.

Af Teis Ravn-Jonsen og Laurits Hannibal Villadsen

Det er ofte noget værre griseri, når VVS’ere og kloakmestre skal ud til privatpersoner og firmaer for at fjerne klæbrigt fedt og snavs fra afløbene.  Mange borgere ved ikke, at madlavningsfedtet ikke skal i afløbet men i skraldespanden.

Hassan Ahmad bor i Roskilde Kommune, og han plejer at smide sit madlavningsfedt i køkkenvasken. Ifølge Hassan Ahmad mangler han yderligere information, fordi han kender ikke til de problemer det kan medføre.

– Det, der skal til, er, at jeg ved, hvad jeg ellers skal gøre. Det behøver ikke engang at være en nemmere løsning, siger han.

Renseanlæggene har stadig problemer

Glostrup og Fredensborg Kommune er to af flere sjællandske kommuner, som trods oplysningskampagner på flere sprog og åbent hus stadig har problemer med borgernes madlavningsfedt.

– På vores pumpestationer har vi meget fedt, og vi bruger meget energi på at fjerne fedtet, siger Jan Kristensen, driftsleder på Fredensborg forsyning.

– Det vi har gjort, er, at vi har lavet nogle foldere, som vi har husstandsomdelt. Vi har fået lavet dem på flere forskellige sprog, arabisk og lignende, så vi også når ud til, dem der ikke er så gode til dansk, fortæller Jan Kristensen.

Det virker dog ikke til, at foldere og åbent hus er nok til at ændre vanerne hos borgerne. Og problemet med fedtet kan Kenneth Larsen, teamleder på Glostrup Forsyning, nikke genkendende til.

– Vi har jo problemet med fedtaflejringer i vores ledninger, og det vil typisk komme fra stegepander og tallerkener osv., siger han.

Politisk løsning

Formand for miljø og teknikudvalget i Glostrup Kommune, Søren Enemark, er overrasket over problemet, men han er også åben overfor en videre politisk løsning.

– Ja, man kan sådan set godt lave en oplysningskampagne, hvor man kan skrive i vores lokale blad. Jeg har ikke hørt, at det skulle være et specielt problem her i Glostrup, så det kommer lidt som en overraskelse. Jeg gør det i øvrigt aldrig selv, siger han.

Det er især omkring juletiden, at de kommunale forsyningsselskaber kommer på overarbejde, når ande- og svinefedt flyder ned i afløbene. Glostrup Forsyning tidligere oplyst på Facebook, at der per husstand hældes ca. et kg. madlavningsfedt om året ned i køkkenvasken.