Skyderi mod vandpibecafé i Nordvest

Skyderi mod vandpibecafé på Ørnevej i København. Foto: Majlinda Urban Kuci, NetAvisen.
Skyderi mod vandpibecafé på Ørnevej i København. Foto: Majlinda Urban Kuci, NetAvisen.

Majlinda Urban Kuci og Morten Madsen

Omkring syvtiden onsdag aften har der været skyderi mod vandpibecaféen Alaa Eldin på Ørnevej 37 i Københavns Nordvest-kvarter. Øjenvidner på stedet fortæller, at der pludseligt blev skudt ned igennem vinduerne. Caféen var fyldt op med gæster, som ventede på, at fodboldkampen mellem F.C. København og Leicester City F.C. skulle starte kl. 20.45.

– Vi ved ikke, hvor mange gange der blev skudt. De havde lyddæmpere på. Vi kunne heller ikke se, hvor mange de var, fordi caféen ligger i kælderen, fortæller Mohammed Ali på 18, der sad og hyggede sig med sine venner, da der pludselig sprang ruder.

Læs også: Politiet hylder hverdagens helte

Der er ifølge vidner på stedet ikke kommet nogen til skade ved skyderiet.

Kort efter skudepisoden ankom politi og senere hundepatrulje til stedet. Ifølge øjenvidner har politiet tilbageholdt flere personer.

– Politiet har taget et par stykker til side, som skulle give deres CPR-nummer, fortæller Mohammed Ali.

Ifølge gæsterne på vandpipecaféen Alaa Eldin er der ikke nogen, som har noget udestående med ejerne. Dog fortæller en gruppe unge drenge, at der tidligere har været konflikt mellem forskellige caféer. Om dette har noget med skyderiet at gøre vides ikke på nuværende tidspunkt.

Politiet på stedet ønskede ikke at udtale sig.