Politiet hylder hverdagens helte


Af Thomas Bille og Kasper Hesselbjerg Andersen

Midt- og Vestsjællands Politi har udvalgt 15 sager, som alle er foregået i perioden fra marts 2015 frem til nu. Sagerne er vidt forskellige, men har alle det til fælles, at de involverer borgere, som har gjort en særlig indsats.

Politidirektør Anne Tønnes overrækker personligt diplomer til alle heltene ved et arrangement i eftermiddag kl. 15 på politistationen i Roskilde. Udover diplomet får de gæve borgere 1.000 kr. som tak for deres hjælp.

Afhængig af borgerne

Hjælpsomme borgere har stor betydning for politiets arbejde, fortæller kommunikationsansvarlig hos Midt- og Vestsjællandspoliti Carsten Andersen om baggrunden for eftermiddagens arrangement.

– Det er meget vigtigt for os, at vi får informationer forskellige steder fra. Både fra ulykker, men i allerhøjeste grad også i forbindelse med efterforskning. Her er vi meget afhængige af hjælp fra borgerne.

En ekstraordinær indsats

Typisk er det den eller de betjente, der har været ude til sagen, der indstiller borgeren til en dusør. Det gør de, når de vurderer, at borgeren har ydet en helt ekstraordinær indsats. Én af de borgere, som får overrakt en dusør senere i dag, opdagede, at et hus nær Holbæk var i brand. Borgeren formåede både at redde husets beboer, en ældre kvinde, og hendes hund samt flere personlige ejendele ud af flammerne.

Symbolsk skulderklap

Det er normal praksis, at politiet honorerer heltegerninger med en dusør. Hos Midt- og Vestsjællands Politi er man ikke bekymret for, at pengebeløbet skaber problemer i forhold til hvor meget private borgere blander sig i politiets arbejde. Her ser man i stedet dusøren som et anerkendende skulderklap.

– Det er en lille påskønnelse. Det er ikke noget, man bliver rig af, siger Carsten Andersen om dusøren på 1.000 kr.

Der bliver lang kø ved dusøroverrækkelsen, da der i flere af de 15 sager er mere end én hverdagshelt involveret.

2 Responses to "Politiet hylder hverdagens helte"