Bæredygtig fitness er på vej

Når du okser af sted på kondicyklen eller slider i benpresmaskinen, vil den energi du bruger, snart kunne lagres og genanvendes til at drive maskinen eller andre maskiner i det lokale fitnesscenter. Til foråret lancerer firmaet TechnoGym "kredsløbsudstyr og styrketræningsmaskiner, der lagrer energien.” Sådan lyder det fra Jørgen Schønherr, der er direktør i virksomhedens danske afdeling.
 
Det er endnu uklart præcist, hvordan udstyret kommer til at virke, men klart er det dog, at fitnesscenterets maskiner vil kunne producere strøm, der lagres i batterier. Tidligere har det været muligt på kredsløbsmaskiner som kondicykler og cross-trainers at genanvende energien. Men kun i maskinernes egen elektronik.
 
Derfor er især et teknologisk nybrud for styrketræningsudstyr, som f.eks. benpresmaskiner, hvor det ikke før har været muligt at udnytte den fysiske anstrengelse:
 
”Den effekt, man bruger på styrketræningsudstyr, bliver omformet til strøm, ” forklarer Jørgen Schønherr.
 
Teknologi er blevet en god forretning
 
Tidligere har det ikke været muligt at løbe på løbebåndet uden et stik i kontakten, men med den nye teknologi, er det pludseligt både muligt og profitabelt at lagre energien:
 
”Den energi du producerer på en kondicykel er stadigvæk relativt lille, så der skal meget til, for at det virkelig er noget, der gør en forskel, og så skal man holde det op imod, hvad det koster at lave sådan en anordning. Det er først nu, at teknologien gør det muligt i forhold til økonomien , ” siger Jørgen Schønherr.
 
Det er blevet muligt at omdanne selv små energiudladninger til strøm uden at det trækker ned i fitnesscentrenes budgetter. Jørgen Schønherr er ikke i tvivl om, at det er del af en generel udvikling på området:
 
”Det billigste i dag er stadigvæk at stikke ledingen ind i væggen og få strøm derfra. Men der sker meget i dag, og teknologien bliver billigere og billigere. Jo billigere det bliver, jo mere udbredt vil det blive,” siger han.
 
Administrerende direktør i Fresh Fitness, Rasmus Ingerslev, kan sagtens forestille sig, at de grønne maskiner vil ramme Fresh Fitness’ centre:
 
”Skal jeg vælge mellem to løbebånd til ca. samme pris, og det ene var måske lidt dyrere end det andet, men kunne tjenes hjem på relativt kort tid på strømforbrug, så er det klart, at jeg ville være interesseret,” siger han, og tilføjer:
 
 ”Set over lang sigt så er det rentabelt. Så det er jo en win-win at tænke grønt,” pointerer han.
 
Helt grønne fitnesscentre?
 
Selvom det nye udstyr tyder godt for både klimaet og fitnesscentrenes økonomi, er det ikke et skridt mod totalt energi-neutrale centre, påpeger Jørgen Schønherr:
 
”Det vil nok være at skyde for højt. Der er stadig mange mennesker, der går i bad, når de har trænet. I stedet for at man producerer strøm til ledningsnettet, kunne man producere strøm til at varme vandet op med. I stedet for at lagre det i batterier, så kunne man lagre det i varmt vand,” foreslår han.
 

Læs også: 

Fitness fremmer fællesskabet

Fitness er både luksus og discount