Briterne vil indføre minimumspris på alkohol

En kold fadøl på den lokale pub kommer til at blive en dyrere fornøjelse for briterne, hvis det står til deres regering. Den har netop foreslået at indføre en minimumspris på alt alkohol solgt på de britiske øer. På den måde håber Premierminister David Cameron og hans regering at komme nogle af landets problemer med overdrevet druk til livs.

Ifølge den britiske regering er et højt forbrug af kolde øl og skarpe shots hvert år skyld i en million tilfælde af voldelig kriminalitet og 1,2 millioner indlæggelser på hospitaler.
– Den kriminalitet og vold, det forårsager, dræner ressourcerne på vores sygehuse, skaber kaos på vores gader og spreder frygt i vores samfund, udtalte David Cameron til BBC i fredags.


900 liv kan reddes hvert år

David Cameron håber at loven, hvis den bliver vedtaget, kan ændre den berygtede britiske drukkultur:
– Fra en (drukkultur, red.), hvor alkohol hænger sammen med dårlig opførsel til en, hvor det hænger sammen med positivt samvær, siger han.

Det er især de personer, der skaber flest problemer for politiet og hospitalerne, den britiske regering håber at ramme med lovforslaget. Lykkedes det, vil det ifølge den britiske regering redde 900 menneskeliv og nedbringe kriminaliteten med 50.000 tilfælde om året i 2020.

Øl til mindst 7 kroner
Her er mindstepriserne på alkohol, som den britiske regering foreslår:

•    Alm. øl på flaske     – 6 kroner
•    En flaske vin        – 35,50 kroner
•    En flaske spiritus    –  99,50 kroner
•    Alkol-sodavand    –  5,30 kroner

læs også:

Carlsberg kunde kan tjene på engelske minimumspriser