Camping-drama: Bøde, tyveri og 2.700 hjælpere

På denne parkeringsplads over for Egedal Rådhus blev Martin Hansens campingvogn fundet, efter at den havde været stjålet i 15 timer. Foto: Martin Hansen

De første 48 timer som campingvognsejer blev en kende mere dramatiske, end hvad Martin Hansen fra Roskilde havde forestillet sig, at de skulle være.

Men hvad der først så ud til at være en kavalkade af uheldige omstændigheder, skulle hurtigt vise sig at føre til rent held i uheld. Først fik Martin Hansen nemlig en bøde, derefter blev den lange campingvogn stjålet. Men det var mangel på registreringspapirer, som førte til, at Martin Hansen lavede en efterlysning på Facebook, der på bare 15 timer blev delt 2.700 gange og som endte med, at han fik et tip om, hvor campingvognen var.

En ulykke kommer sjældent alene – heldigvis

Efter at have hentet sin nye campingvogn i Hundested blev Martin Hansen stoppet af politiet på vej hjem, som gav ham en bøde for at køre uden lys på campingvognen.

Herefter måtte han stille vognen på en rasteplads i nærheden. Politiet gav Martin Hansen 48 timer til at få styr på lyset og afhentet sin campingvogn. Men da han kom tilbage dagen efter, var den næsten 8 meter lange campingvogn forsvundet.

– Jeg havde jo lige hentet den og havde kun haft den i en time, så jeg havde ikke nogen lås eller noget til den. Jeg fik ikke registreringspapirerne fra tidligere ejer, fordi han ikke havde fået dem fra ejeren før det, hvilket jeg også syntes, var lidt skummelt. Men så stod jeg jo først med problemer, for nu kunne jeg ikke melde den stjålet. Så jeg tænkte: “Nu laver jeg sgu et Facebook-opslag”, og så blev det bare delt 2.700 gange, fortæller han.

Sådan så Facebook-opslaget, der fra lørdag til søndag blev delt 2.700 gange, ud. Foto: Martin Hansen

Hvem stjæler en usædvanligt lang campingvogn? 

Facebook-opslaget førte til, at Martin Hansen modtog en beskedanmodning fra en person, der fra sit lejlighedsvindue kunne se en usædvanligt lang campingvogn stå ved siden af en stor trailer på en parkeringsplads.

Martin Hansen kunne bekræfte, at det var hans campingvogn og tog derefter op for at hente den på parkeringspladsen, som ligger over for Egedal Rådhus.

Læs også: Eksplosion i antallet af tyverier fra ældre

Tyveri af køretøj

    • Anmeld det til politiet, hvis dit køretøj, fx bil, lastbil, motorcykel, trailer eller campingvogn, er blevet stjålet
    • Ring 112, hvis gerningsmanden fortsat er til stede eller lige er flygtet
    • Ring 114, hvis gerningsmanden ikke er til stede, men du ønsker at efterlyse køretøjet med det samme
    • Du kan også henvende dig personligt på en politistation
    • Hvis du har været udsat for tyveri i udlandet, skal du anmelde det til politiet i det pågældende land

Kilde: Politi.dk

– Da jeg kom derop og så campingvognen igen, så tænkte jeg bare, hvad sker der egentlig her? Hvem stjæler en campingvogn på næsten 8 meter? Så sad jeg i en time og holdte øje og håbede på, at der kom nogen. Der stod Lennart Autolakerer på siden af traileren, men jeg ringede til politiet og nummerpladen på den var også stjålet.

Nordsjællands Politi, som er i gang med at behandle sagen, siger, at tyveri af campingvogne generelt er en usædvanlig sag:

– Det er virkelig sjældent, at folk stjæler hele campingvogne. Det er mere normalt, at folk anmelder, at der har været indbrud i deres campingvogne. Men generelt set er det virkelig sjældent, at vi ser, at nogen får stjålet en hel campingvogn, siger vagthavende i presseafdelingen hos Nordsjællands Politi.

Boligløs fra den 1.

Martin Hansen arbejder som stilladsarbejder i Eriksson Stillads i Greve, men bor til daglig i Roskilde. I øjeblikket er han i gang med at renovere en kolonihave, og det er i denne forbindelse, at han købte campingvognen.

– Jeg er boligløs her fra den 1., men jeg er i gang med at renovere en kolonihave. Jeg havde kigget lidt rundt omkring efter en campingvogn, og jeg synes, at de var lidt dyre, men så så jeg den her, som var 7,4 meter lang, så jeg købte den.

Campingvognen er nu igen i Martin Hansens besiddelse og på vej til kolonihaven i Roskilde.

Læs også: Politi sætter droner ind i eftersøgninger

Sådan gjorde vi: Journalisten så Martin Hansens Facebook-opslag og kontaktede ham. Han holdt parkeret på parkeringspladsen i Egedal og havde lige fundet sin campingvogn igen under telefoninterviewet. Journalisten ringede derefter og fik en kommentar fra Nordsjællands Politi over telefonen.