Copenhagen Marathon 2023 lancerer ny rute: Amager bliver ikke en del af løbet

Sådan så det ud, da maratonløberne sidste år løb gennem de københavnske gader. Foto: SpartaBilleder

14. maj bevæger 13.000 løbere sig igennem de københavnske gader til den 44. udgave af Copenhagen Marathon.

I år vil løbet ikke starte og slutte ved Islands Brygge, der har været tilfældet de seneste 10 år. I stedet har man ændret lokationen til Øster Allé lige op ad de grønne omgivelser ved Fælledparken, der kan rumme et større antal løbere end på Islands Brygge.

Årsagen skal findes i tidligere logistiske problemer, hvor der ikke har været en klar sammenhæng mellem pladsen på Islands Brygge og antallet af løbere. Den nye ændring skal være med til at gøre Copenhagen Marathon til en endnu større begivenhed samt bedre oplevelse for både løbere og tilskuere.

I år vil ruten også være præget af, at København i 2023 er Arkitekturhovedstad, hvilket gør, at løberne blandt andet skal forbi nogle af de mest ikoniske bygningsværker i det centrale København.

Dette fremgår af Copenhagen Marathons officielle hjemmeside.

Copenhagen Marathon

  • Det første Copenhagen Marathon blev løbet i 1980 med omkring 1000 deltagere
  • I 2022 var der omkring 11.000 deltagere med til løbet
  • Omkring 500 deltagere, der stillede til start fuldendte ikke løbet
  • 37.83 pct. var førstegangsløbere og af dem kom 77.07 pct. i mål
  • I 2022 var 46.85 pct. internationale løbere
  • Hele 99 forskellige nationaliteter var repræsenteret
  • De fem højest repræsenterede lande var Danmark, Sverige, Storbritannien, Norge og Tyskland
  • 74.3 pct. af løberne var mænd, mens 25.7 pct. var kvinder
  • Gennemsnitsalderen var sidste år 39 år
  • I år forventes det, at der skal være omkring 13.000 tilmeldte løbere, mens at cirka 50 pct. af løberne er internationale
  • Det er i år 44 gang, at Copenhagen Marathon afholdes

Kilde: copenhagenmarathon.dk

Formand i løbeklub: “Omlægning skal nok blive rigtigt fint”

Formand i løbeklubben Nordtrim, Jens Bjerre, synes at det er et rigtig fint intiativ, at man har ændret start- og målområdet, da det giver bedre muligheder ved, at der er mere plads derinde.

– Nu har vi været vant til, at Copenhagen Half Marathon er startet derinde, så det tror jeg nok skal blive rigtig fint. Der er rigtig god plads på begge sider af Øster Allé. Man har tidligere skulle gå et stykke på Islands Brygge, inden man kunne nå hen til for eksempel sin oppakning, så umiddelbart synes jeg, at pladsen er bedre og større inde ved Øster Allé.

Han mener samtidig, at den nye rute kan være en god måde at opleve København ved at se forskellige varetegn og arkitektoniske bygninger.

– Jeg synes, det er et absolut must, at vi også kan tiltrække internationale motionister, hvilket man blandt andet også har set til Copenhagen Half Marathon, hvor eliteløbere kommer for at sætte verdensrekorder. Det synes jeg er vildt spændende.

Amatør-løber ser ny rute som optimering i forhold til tidligere turbulens

Flere løbere ser positivt på den nye ændring foretaget af Sparta Atletik.

En af dem er amatørløberen Folmer Wadskjær, han var selv førstegangsmaratonløber i 2022 og ser positivt på omlægningen af Copenhagen Marathon.

– Jeg oplevede selv på egen krop, hvor presset det var at komme i gang sidste år, og jeg føler først, vi startede sådan 40 minutter efter, at de første var blevet sendt afsted. Vi blev sendt afsted i hold, og jeg synes bare det hele virkede for smalt. Jeg har tidligere også løbet Copenhagen Half Marathon, og her startede vi og sluttede også omkring Fælledparken. Her synes jeg, at det var bedre organiseret med bredere veje, og vi blev sendt hurtigere afsted.

Læs også: Nu skal motionsløbere deltage i VM

København som Arkitekturhovedstad

Førstegangsmaratonløberen Folmer Wadskjær kort før afslutningen på Copenhagen Marathon 2022. Foto: Privatfoto

Københavns udnævnelse som Verdenshovedstad for arkitektur har gjort, at Sparta Atletik har valgt at tilføje flere arkitektoniske varetegn til sin rute, hvilket blandt andet gør, at løberne kommer forbi forlystelsesparken Tivoli og det historiske boligkvarter Nyboder.

– Det synes jeg kun er fedt, at de brander sig selv. De ved, at der kommer mange turister, så på den måde giver det mening at vise byen fra sin bedste side, når vi lige i år er Arkitekturhovedstad.

Læs også: København skal være meget mere end Nyhavn

De hurtige tider er ikke så afgørende for Folmer Wadskjær. Han mener, at helt generelt kan nye ruter skabe en forøget lyst til at prøve kræfter med de samme maraton igen.

– Jeg føler, at jeg har klaret maratonløbet i København, men i og med, at de fornyer ruten, gør det, at det skaber en form for ny udfordring, hvilket motiverer mig til at stille op en anden gang.

Øl og smøger går ikke hånd i hånd med langdistanceløb

Selvom den nye rute vækker begejstring hos amatørløberen, så bliver det ikke i år, at han binder skoene på ny, og træder ud på de ikoniske 42.195 meter. I stedet vil han stå på frontlinjen ved både Kongens Nytorv samt slutmålet ved Øster Allé, og give sin ubetinget støtte til sine medløbere.

– Jeg tror, at der desværre i år er røget lidt for mange kolde øl og smøger ned på det sidste, men jeg kommer ud og hepper. Jeg kender ret mange, der skal løbe den, og det er helt generelt også bare fedt at bidrage til stemningen og give lidt tilbage. Selvom jeg denne gang kommer til at stå på den anden side, så synes jeg, det er vigtigt at støtte, da jeg ved, hvor pressede løberne er. Jeg tror også stemningen i år bliver endnu federe, når man slutter ved Fælledparken, hvor Spartas egen løbeklub holder til og Østerbro Stadion end ved Islands Brygge, hvor jeg synes stemningen var lidt flad.

Hvis du stadig kunne tænke dig at deltage i Copenhagen Marathon, der løber af stablen den 14 maj, så er det stadig muligt. Prisen er på 775 kroner indtil den 2. maj – herefter vil prisen stige til 825 kroner.

Sådan gjorde vi: Journalisten faldt over et opslag på Copenhagens Instagram side om, at løberuten ville ændre sig i år. Herefter blev der taget kontakt til Sparta, der desværre ikke kunne stille op indenfor den givne deadline. Herefter blev der taget kontakt til både løber og løbeklubben Nordtrim, der begge stillede op telefonisk. 

 

 

 

One Response to "Copenhagen Marathon 2023 lancerer ny rute: Amager bliver ikke en del af løbet"