København skal være meget mere end Nyhavn

Turisterne skal ud af indre by, og opleve det rigtige København i brokvarterene.
Foto: Comrade King. Pixabay

Turisterne i København skal spredes ud i byen, så de ikke kun spadserer rundt af de sædvanlige ruter i Indre by.

Det anbefaler Wonderful Copenhagen på baggrund af deres nyeste analyse 10xCOPENHAGEN. Anbefalingen er blot ét af mange råd, der skal få turismen i byen til at blomstre og skabe vækst, jobs og bidrage til velfærdssamfundet, skriver turistorganisationen.

Besøg i flere dele af byen giver større tilfredshed

Tallene fra analysen viser nemlig, at jo flere forskellige områder turisterne besøger, jo mere tilfredse er de med besøget. Den mest besøgte bydel er Indre by efterfulgt af Nørrebro og Vesterbro.

En tæt dialog med borgerne, der bor i de lokalområder, hvor turismen skal promoveres, er også essentiel, vurderer Wonderful Copenhagen i rapporten. Og det er Kultur- og Fritidsborgmester Franciska Rosenkilde (Å) enig i.

– Man vil gerne se turisterne som midlertidige lokale gæster. Man skal prøve at skabe en turisme, der gør, at når man er gæst i København, skal man indgå i det lokale liv.

Forklarer Franciska Rosenkilde, der desuden mener, at man skal undgå den overturisme i København, som man kan opleve i andre europæiske storbyer.

Turisterne skal inspireres af vores bæredygtige livsstil med kollektiv trafik, cykelkultur og en vegetarmenu på Noma

Franciska Rosenkilde, Kultur- og Fritidsborgmester (Å)

Restauratør: Brokvarterene er bedre og billigere

Turisme i København på årlig basis

  • 87% af turisterne besøger indre by
  • Vesterbro og Nørrebro får besøg af 39% af turisterne
  • Turisme bidrager årligt med 42 mia. i omsætning
  • 49.000 borgere er beskæftiget på grund af turisterne
  • 81% af de lokale bakker op om fortsat promovering af Hovedstaden

Kilde: Wonderful Copenhagen

Andreas Malling bor på Nørrebro, hvor han også er restauratør. Han er derudover medejer til tre restauranter på Christianshavn. Han ser positivt på de nye planer, om at få turisterne til at opleve mere af København.

– Vi skal have turisterne ud i brokvarterene. Her kan vi nemlig tit tilbyde et bedre og billigere produkt på grund af den lavere husleje. Sådan kan vi gøre København mere attraktiv – både som kulinarisk by, men også bare som rejsedestination. Dét synes jeg er vigtigt.

Hotellerne kan hjælpe med at vise Københavns mangfoldighed, og hjælpe turisterne ud i flere dele af byen. Og så skal turisterne inviteres, til at opleve det mere levede liv i brokvarterene siger Franciska Rosenkilde.

– Turisterne skal inspireres af vores bæredygtige livsstil med kollektiv trafik, cykelkultur og en vegetarmenu på Noma, siger Kultur- og Fritidsborgmesteren.

København vinder på cykler og infrastruktur

Hvis du spørger Københavnerne vil 42 procent sige, at byen tiltrækker turister på grund af arkitekturen eller sine attraktioner.

Det er dog kun henholdsivs 17 procent og 25 procent af de besøgende, der vil sige det samme. Det er faktisk i højere grad cykelkulturen og den gode infrastruktur der efterlader et indtryk hos turisterne, viser analysen fra Wonderful Copenhagen.

Sidstnævnte er det område hvor København gør det bedst – også i forhold til de andre europæiske storbyer, der har været med i undersøgelsen. Dog mener flere turister, at informationen omkring offentlig transport kunne være bedre og at der burde være mere information på engelsk.

Sådan gjorde vi: Artiklen er inspireret af Wonderful Copenhagens analyse 10xCOPENHAGEN der blev offentliggjort 8. marts 2019. Citaterne er indsamlet via telefonisk interview og almindeligt interview. Det var desværre ikke muligt at få en udtalelse fra Wonderful Copenhagen.