Danmark er først asbestfrit i 2040

Selvom asbest blev forbudt allerede i slutningen af 80‘erne, skal der gå næsten tre årtier endnu, før håndværkere ikke længere risikerer at blive udsat for det giftige stof. Det er vurderingen fra Arbejdstilsynet.

Vurderingen kommer efter, at Folketingets beskæftigelsesudvalg har spurgt miljøminister Mette Frederiksen (S) om, hvilke udsigter der er på asbestproblemet i Danmark. Hun svarede, at det må “forventes, at langt størstedelen af den udvendige asbest vil være fjernet omkring 2040”. Det er derfor ikke nødvendigvis alt asbest, der er fjernet til den tid.

Fjernes efterhånden

Den største mængde asbest findes ifølge Arbejdstilsynet udvendigt på bygningerne. Sådanne asbestmaterialer har normalt en levetid på 60 år. Da asbest blev forbudt i 80‘erne, regner de derfor med, at alt asbest vil være udskiftet i 2040.

Jens Skovgaard Lauritsen fra Arbejdstilsynet forklarer at asbesten “ligger meget godt, hvor det ligger”. Det er ifølge ham først når asbestmaterialet går i stykker eller bliver fjernet, at det er giftigt: “Så længe at det sidder der, og er intakt, så er der ikke noget problem,” forklarer han.

Man ved ikke, hvor det er

Seniorforsker i Kræftens Bekæmpelse Johnni Hansen mener heller “ikke, at man nødvendigvis kan eller skal fjerne det her og nu, medmindre det er et konkret problem”. Det tror han blot “ville give større problemer”.

Johnni Hansen påpeger dog, at man bør være opmærksom på den gamle asbest. “Problemet er, at der ikke rigtig er nogen, der har overblik over, hvor det findes,” forklarer han. Også Jens Skovgaard Lauritsen fra Arbejdstilsynet mener, at “det ville være rart, hvis vi havde et register”.

Det er imidlertid ifølge Arbejdstilsynet ikke muligt. Jens Skovgaard Lauritsen vurderer, at en kortlægning af asbest i bygninger er urealistisk: “Det ville være en helt uoverskuelig opgave at skulle kortlægge det,” forklarer han. Fordelen ville måske heller “ikke være proportionel med de fordele man ville have af det,” fortsætter han.

Unge håndværkere i fare

Asbesten kan være et problem, når unge håndværkere skal renovere gamle bygninger, mener Johnni Hansen. Han ser, at der i dag ikke er samme oplysning omkring faren ved asbest som før.

“I gamle dage lærte man, at man skulle passe på med indånding af asbeststøv. Men fordi asbesten har været forbudt i mange år, så er denne advarsel ikke gået videre til næste generation,” siger han. Arbejdstilsynet mener dog ikke, at der er behov for mere oplysning eller uddannelse i arbejde med asbest.

“Vi har ikke noget konkret grundlag, for at skulle sige, at der er behov for mere information eller undervisning,” fortæller Jens Skovgaard Lauritsen.

Lav risiko for kræft

Selvom Johnni Hansen gerne så, at man lavede en kortlægning af, hvor der er brugt asbest, synes han ikke at man generelt skal være bange for asbesten:

“Man skal ikke være bange, så længe man ikke piller ved det.”

Selv de håndværkere, der bliver udsat for asbest en enkelt gang, behøver ikke frygte kræft. Johnni forklarer, at det er som med rygning: “Hvis man har røget tre cigaretter, så har man ikke nogen øget risiko”. Det er altså først ved længerevarende påvirkning, at man skal frygte for kræft.