Overlæge: Giftige kerner som snacks er dumt

Abrikoskerner, bittermandler og ferskenkerner kan i yderste konsekvens resultere i døden
Foto: Wikimedia

Tørrede acai-bær, chiagrød, kål og clean eating.

Helsebølgen skyller fortsat ind over landet, og butikkernes hylder bugner af sunde snacks. Men ikke alle posernes indhold er så uskyldige, som de ser ud, og manglende viden om produkterne kan få fatale konsekvenser.

Giftlinjen advarer på deres hjemmeside om brugen af abrikoskerner, bittermandler og ferskenkerner i madlavningen, da de indeholder stoffet amygdalin, som danner giftstoffet cyanid i kroppen.

Symptomer på cyanidforgiftning

 

  • Kvalme og opkastning
  • Hovedpine
  • Svimmelhed
  • Forvirring
  • Blåfarvning af huden
  • Lavt blodtryk
  • Koma – i værste fald død.

Kilde: Giftlinjen, Kræftens Bekæmpelse

Ifølge Niels Erik Ebbehøj, som er overlæge på Arbejds- og Miljømedicinsk Afdeling på Bispebjerg Hospital, kan forgiftningssymptomer begynde hos børn efter kun et par abrikoskerner eller bittermandler, mens der skal op til 30 til for voksne mennesker, før de oplever en alvorlig forgiftning.

Læs også: Unge dropper rugbrødsmadderne

Niels Erik Ebbehøj er usikker på, om der er eventuelle konsekvenser ved at indtage f.eks. ti af kernerne dagligt som snacks, så han anbefaler at holde forbruget på et minimum.

– Cyaniden bør udskilles, men 10 om dagen vil jeg ikke anbefale. Der er jo ikke nogen gavnlig virkning.

Når kernerne ikke skal indtages i større mængder, finder Niels Erik Ebbehøj det også problematisk, når produkterne markedsføres som snacks.

– Det er lige friskt nok. Man kunne jo også sige, at det er dumt, siger Niels Erik Ebbehøj.

Amygdalin bruges som kræftbehandling

Amygdalin bliver på nogle hjemmesider beskrevet som et stof, der kan hjælpe med at bekæmpe kræft. En af de sider tilhører Carsten Vagn Hansen. En læge, der også er kendt som Radiodoktoren, på grund af hans tidligere ugentlige udsendelser i Danmarks Radio.

Læs også: Kræft, Klamydia og HPV: Mediehistorier presser sundhedssystemet

Carsten Vagn Hansen skriver på sin hjemmeside, at amygdalin omdannes til gift i en kræftcelle, og slår den ihjel med det samme, mens kroppens raske celler indeholder et stof, der afgifter cyanid. Derfor skulle amygdalin være uskadeligt for raske celler.

Det betyder dog ikke, at man skal spise uhæmmet af fødevarer, der indeholder stoffet, siger Carsten Vagn Hansen.

– En for stor mængde af amygdalin, f.eks. abrikoskerner, kan medføre forgiftning. Det er der ingen tvivl om. Jeg har ingen særlig erfaring med abrikoskerner, men de anbefalede op til syv kerner dagligt har ikke været skadeligt for nogen af de kræftramte, der har prøvet det, fortæller Carsten Vagn Hansen.

Hos Kræftens Bekæmpelse frarådes brugen af amygdalin mod kræft, da en gennemgang af tidligere forsøg i 2011 ikke kunne bevise, at amygdalin har en effekt mod kræft. Tværtimod er der konstateret cyanidforgiftning hos flere af forsøgsdeltagerne.