Når de frivillige skal kridte op på fodboldbanerne ude i de lokale foreninger, har de fået en hjælpende hånd i form af robotten Intelligent One.
Firmaet Intelligent Marking har siden opstarten i 2014 leveret robotter, der kan opkridte en lang række forskellige baner til kommuner rundt omkring i landet.
Nu går næste fase igang takket være en 2-cifret millionsatsning fra den danske iværksætter Johnny Laursen, der har bygget sin formue op ved skabelsen og det efterfølgende salg af Benjamin Media.
Om Intelligent Marking
- Intelligent Marking blev født som et skoleprojekt i 2014 af Anders Ulrik Sørensen og Andreas Ydesen.
- De to iværksættere har vundet en lang række priser for udviklingen af opstregningsrobotten Intelligent One og for udviklingen af deres virksomhed på internationalt plan.
- I dag tæller staben i Danmark og USA 25 ansatte.
- Vejledende pris for robotten er 212.500 kroner, og den investering tjener sig erfaringsmæssigt hjem på 12-18 måneder.
Pengene skal bruges til at udvide firmaet, og Intelligent Marking har allerede ansat 12 nye medarbejder i deres amerikanske afdeling. Planen er nemlig at udbrede firmaet til hele verden, hvor de allerede har skabt kontakter rundt omkring i Europa.
»Vi kan få spredt produktet world wide«
For Intelligent Marking er udlandet det næste naturlige skridt og et stort marked.
– Vi har brugt tre år på at skabe et fremragende produkt, og nu handler det om at få bygget salgsorganisationen op, så vi kan få spredt produktet world wide. Vi er på cirka 10 markeder i verden, siger CEO i Intelligent Marking, Anders Sørensen.
Det er specielt det faktum, at robotten er produceret i Danmark, der kan have stor betydning for udbredelsen af brandet i udlandet, da danskproduceret robotteknologi er meget respekteret i udlandet.
– Det vi generelt ser ude i markedet, uagtet om det er Europa eller USA, er at Danmark har fået skabt et rigtigt godt brand, når det kommer til robotter. Made In Denmark er virkelig noget, der bliver respekteret, når vi snakker robotteknologi, fortæller Anders Sørensen.
Intelligent One i sit rette element.
Video: Intelligent Marking
Ekspert tror også på udvikling
Netop det gode brand er noget, som Søren Peter Johansen, faglig leder for robotteknologi på Teknologisk Institut, kan nikke genkendende til. Han mener, at Danmark er en del af eliten, når det kommer til robotteknologi.
– Vi er kommet med i top 5-10 klassen over områder med robotudvikling og fremstilling af robotter. Hvis du spørger andre lande, så er vores robotter imponerede. Jeg har selv været i Seoul for at fortælle, hvad der sker i Danmark med hensyn til robotudvikling. De er også nysgerrige i, hvad der der sker, og de kan godt se, at der sker noget i Danmark, forklarer Søren Peter Johansen
Læs også: Robotdragter skal forebygge nedslidning i byggebranchen
Specielt de fynske nystartede robotvirksomheder i Danmark har gode muligheder for at brede sig til udlandet. Han ser derfor en stor fremgang i dansk robotindustri – også i fremtiden.
– I Odense kommune har man fået øjnene op for de her virksomheder. Kommunen nurser de her start-up virksomheder, som skal blive de store om fem år. Man dyrker det. Man sår en masse frø, og det er det, der skal til for, at der skal komme nogle flere store virksomheder i fremtiden , siger Søren Peter Johansen.
Sådan gjorde vi: Jeg startede som udgangspunkt med et nyhedsbrev fra Intelligent Marking, som så startede en nysgerrighed om, hvorvidt den danske robotindustri klarer sig i udlandet. Det har udelukkende været telefoninterview jeg har benyttet.