Danske opfindere søger internationale patenter

 

Nyt LEGO format  Foto: Flickr.com
Nyt LEGO format
Foto: Flickr.com

Antallet af danske patentansøgninger hos den europæiske patentmyndighed, European Patent Office (EPO), er steget med 20 procent fra 2012 til 2013. Det viser en opgørelse fra EPO.

Dermed ligger Danmark på en fjerdeplads over lande med flest patentansøgninger per indbygger.
Den tendens underbygger en redegørelse fra Erhvervs- og Vækstministeriet. Den viser, at 90 procent af de danskere, der har søgt patent i Danmark, i perioden 2001 til 2011, ligeledes vælger at søge patent internationalt.

Årsagen til de mange internationale patentansøgninger er, at nationale patenter begrænser et produkt til kun at operere i det pågældende land, forklarer kommunikationsmedarbejder hos EPO, Rainer Osterwalder i en mail til NetAvisen.

Nationale patenter bliver internationale

Rainer Osterwalder kan godt forstå, at virksomheder vælger at søge om internationale patenter, efter at de har søgt om patent i Danmark.

– Hvis du søger et nationalt patent, spærrer du patentet i et år, hvor du kan beslutte dig for, om du vil omdanne patentansøgningen til en international patentansøgning. Den nationale patentansøgning kan du bruge som indgang til at få investorer til at betale for ansøgningen hos EPO, og samtidig sikrer du dig, at der ikke er andre, der kan få patent på din ansøgning, forklarer han.

Han uddyber, at det er en metode, mange virksomheder benytter sig af, inden de sender ansøgninger til EPO.

De mange internationale patentansøgninger falder i god jord hos Patent- og Varemærkestyrelsens direktør, Jesper Kongstad. Han ser det ikke blot som et fordel for den danske økonomi, men også for styrelsen, der i højere og højere grad bidrager til vurdering af, hvorvidt produkter kan opnå patent i Europa.

– Styrelsen bruges som en servicevirksomhed som indgang til det internationale patentsystem. Det er en udvikling, jeg kun forventer bliver endnu tydeligere i de kommende år, siger Jesper Kongstad.  

Positiv udvikling for industrien

Hos Dansk Industri er chefkonsulent Lars Holm Nielsen også begejstret over udviklingen. Han mener, at det er positivt, at flere søger europæiske patenter, og ikke blot holder sig til det danske marked. Det giver virksomhederne en fordel at have patentrettigheder i flere lande, da produktet så kan komme på markedet hurtigere og til en større kundeskare, forklarer han.

Branchers andel af patenter
– Industri: 53 pct.
– Erhvervsservice: 20 pct.
– Handel og transport: 16 pct.
– Finansiering/forsikring: 3 pct.
– Information/kommunikation: 3 pct.
– Bygge og anlæg: 2 pct.
– Andet: 3 pct.

– Det er det internationale marked, de danske virksomheder gerne vil ud på, så det er sådan set bare en fordel, at der er gang i det internationale patentmarked, siger Lars Holm Nielsen om stigningen af europæiske patentansøgninger fra Danmark.

I redegørelsen om patentreformen fremgår det, at patentaktive danske virksomheder generelt klarer sig bedre omsætningsmæssigt end virksomheder, der ikke har patenter. De patentaktive virksomheder har konkret øget deres omsætning med 40 procent fra 2005 til 2011, fremgår det af redegørelsen.