Danske virksomheder har fået øjnene op for 3D-print i metal

Verdens første 3D-printede titanium-brille blev printet i 2017 af brillefirmaet Carlottas Village fra Hornslet. Den er printet i et stykke uden hængsler. Foto: Carlottas Village

Flere danske virksomheder kan i dag se det smarte i at 3D-printe ting i metal.

Siden Teknologisk Institut sidste år åbnede et helt nyt center for industriel 3D-print i Århus, er interessen for 3D-print i metal nemlig steget markant, lyder meldingen.

– Der er rimelig stor interesse for det både blandt større og mindre virksomheder. Det er alt fra prototype til små serier, der bliver fremstillet, siger Lasse Møller, der er teknisk konsulent hos Teknologisk Institut.

Læs også: 3D-printer kan være fremtidens organdonor

3D-print i metal giver helt nye muligheder med kortere produktionstid, lavere pris og hurtigere designafprøvninger. Det giver virksomhederne en unik mulighed for at tilpasse sig et marked, hvor der er stigende krav om korte deadlines og fleksible produkter. En af de helt store fordele er den store designfrihed.

– Det giver virksomhederne nogle muligheder rent designmæssigt, og du kan optimere rigtig meget. Du kan printe dig ud af nogle ting, som du ikke kan bearbejde dig ud af, siger Lasse Møller.

Verdens første 3D-printede brille
Carlottas Village, der producerer high-end briller, er en af de virksomheder, der er blevet begejstrede for de muligheder, som 3D-print giver. De har i mange år 3D-printet deres prototyper i plast, men i 2017 gik de skridtet videre og printede verdens første brille i titanium.

– Det vi syntes var sjovt ved det, var at vi kunne printe en hel metalbrille i et stykke uden hængsler. Det har en speciel facon, der gør, at der er indbygget en fjedrende effekt i stængerne, så de kan bevæge sig, siger Carlotte Leth, der er brilledesigner og medindehaver af virksomheden.

Læs også: 3D-printet byggeri

– På det tidspunkt var det meget lidt kendt, vi var faktisk overraskede over, hvor lidt man kendte til det i branchen. Det blev mødt med meget stor interesse fordi, det var så nyt og spændende.

Hurtigere og billigere
Hun mener dog, at den helt store udfordring er den høje produktionspris. Det er en stor omkostning at producere metaldelene afhængig af, hvad der skal fremstilles.

Det er en problemstilling de arbejder hårdt på at løse hos Teknologisk Institut.

– Det bliver meget hurtigere og billigere at printe indenfor den næste årrække, siger Lasse Møller.

Sådan gjorde vi: Ideen til artiklen opstod, da jeg læste at Teknologisk Institut, åbnede et nyt center for industriel 3D-print sidste år. Jeg har indsamlet citater fra telefoninterviews med en teknisk konsulent fra Teknologisk Institut og medindehaveren af Carlottas Village.