Sang er noget af det, der trækker de ældre tilbage til kirken. Foto: Ib Rasmussen, Wikimedia
– Jeg kunne vel egentlig lige så godt have valgt en politisk eller ideologisk funderet forening at kaste mig ind i; men de synger bare ikke lige så godt, siger Bo Jacoby med et skælmsk smil.
Læs også: Nu kan du bestemme, hvad kirken skal bruges til
Han er en velklædt ældre herre med en dyb, kraftfuld stemme, der nemt skærer igennem rummet og den snik-snak, der foregår til Torsdagsklubbens ugentlige møde i kirkens lokaler. Her sidder syv i dag, alle over 60, og snakker om stort og småt. De har spist deres medbragte madpakker, og Bo Jacoby har læst op for de andre fra Dantes ”Den Guddommelige Komedie”, som han plejer. Når den er færdig, rykker de videre til Saxos Danmarkshistorie.
Bo Jacoby er en af de mange danskere over 60, der er kommet til kirken efter mange års fravær – måske et helt liv. Og de kommer overraskende nok ikke, fordi de søger et svar på, hvad der sker når de går bort. De er her for fællesskabet. For, som en af dem påpeger, får man ”noget særligt” når man kommer her jævnligt. Det er netop dette fællesskab, og et sted at ligge sin energi og sit overskud, nu hvor det travle arbejdsliv er forbi.
Hvis man ikke er til værtshus, hvor går man så hen, når man bliver alene?
Hanne Jørgensen, medlem af kernemenigheden i Sions Kirke
Bo Jacoby meldte sig aldrig ud af kirken, men han har heller aldrig brugt den før. Til gengæld elsker han at synge, og han elsker musikken. Da han gik på pension havde han pludselig så meget tid mellem hænderne. I Sions Kirke var der både foredrag, koncerter og en aktiv menighed, der lavede alverdens aktiviteter sammen – og så, bemærker han med et glimt i øjet, var det et sted, hvor han kunne synge, uden at det betød noget, om det overhovedet lød godt.
Herfra blev han engageret, og kommer nu i kirken flere gange om ugen. Specielt holder han af Torsdagsklubben og dens medlemmer – og så naturligvis morgensang om tirsdagen.
Kristendommen bygger på enkerne
Hanne Jørgensen sidder og slubrer kaffe af et af de karakteristiske lave porcelænskrus, med varme øjne indrammet af et bredt brillestel. Hun kom ikke for musikken, men fordi hun ikke kunne forestille sig nogle andre steder, hun havde lyst til at komme, efter hendes mand døde for nogle år tilbage.
– Hvis man ikke er til værtshus, hvor går man så hen, når man bliver alene? siger hun med et næsten udeblivende smil spillende på læben.
Her, lyder det indlysende svar. For, som en af de andre siger med et varmt smil, er kristendommen bygget på enkerne. Hanne Jørgensen meldte sig godt nok aldrig ud af folkekirken, men havde heller ikke et forhold til den. Den var der ligesom bare. Da hendes søn ikke ville konfirmeres, var det da heller ikke noget at lave et postyr over.
Ikke blevet ”mere kristen”
Hanne Jørgensen er efter eget udsagn ikke blevet ”mere kristen” – men hun har fundet et sted, hvor der er mennesker hun holder af, og hvor hun kan lægge sin energi. I år var hun fx med til at arrangere en fastelavnsfest, hvor der kom over 70 mennesker. En masse smilende børn med deres forældre og bedsteforældre, der havde en dejlig dag. Og så kan man vel egentlig ikke bede om mere, smiler hun.
Læs også: Præst: Folk skal nok komme tilbage til kirken
Bo Jacoby er heller ikke blevet mere religiøs på sine gamle dage, men han elsker at komme i kirken og være en del af det fællesskab, der er her. Han forstår godt de, der melder sig ud, når de ingen tilknytning har til stedet. Også selvom de måske en dag, lige som han selv, skifter mening. Han synes oven i købet, at det er ”hæderligt”.
– Det er da et udtryk for hæderlighed og ærlighed fra de her mennesker, at de melder sig ud af en forening, de ingen interesse har i. Men hvis de vil kirken igen en dag, skal de da være yderst velkomne. Naturligvis.