
Boligskatterne er steget markant efter reformen i 2024. Det har gjort det dyrere at eje bolig, især dem i den helt dyre ende, som er at finde i Gentofte Kommune. Alligevel er priserne per kvadratmeter i Gentofte Kommune steget fra omkring 63.000 kroner i slutningen af 2024 til 70.000 kroner i slutningen af 2025. Det svarer til en stigning på 7.000 kroner per kvadratmeter på blot ét år.
Se huspriserne i landets kommuner siden 1992.
Udviklingen i Gentofte Kommune er ikke enestående. På landsplan er huspriserne steget med 7 procent det seneste år og er nu på det højeste niveau nogensinde. I Gentofte er den gennemsnitlige huspris steget 11 procent og ligger dermed over gennemsnit, viser tal fra Bolius.

Ifølge boligadvokat Thomas Hjorth har de nye boligskatter ikke svækket markedet, som mange ellers havde forventet.
– Det er bestemt ikke min vurdering, at det har svækket boligmarkedet, der er stadig fuld gang i den. Priserne er steget, og det vidner også om, at boligmarkedet ikke har taget skade af det, siger Thomas Hjorth.
Forklaringen skal ifølge boligadvokaten findes i danskernes økonomi, som er sund. Ifølge Ritzau betyder kombinationen af skattereformen og nye tiltag i finansloven, at mange lønmodtagere har et højere rådighedsbeløb.
– Danskerne har mange penge. Arbejdsløsheden er lav, væksten har det godt, inflationen er ikke så slem som den har været, siger Thomas Hjorth.
Men billedet er ikke entydigt
Ejendomsmæglerkæden Home i Charlottenlund oplever, at de nye boligskatter har ændret dynamikken – især for boliger i de helt høje millionklasser.
På Home Charlottenlunds hjemmeside er den dyreste ejendom lige nu en til 68 millioner kroner. For mange er det et svimlende beløb, men i Gentofte Kommune er det ikke usædvanligt. Ejendomsmægler Arne Skafdrup har med jævne mellemrum boliger til salg til over 100 millioner kroner.
Ved blot at have mulighed for at købe ejendomme i et tocifret millionbeløb, skulle man forestille sig, at lidt ekstra boligskat fra eller til, ikke vil have konsekvenser for købekraften. Arne Skafdrup peger dog på, at de nye boligskatter har ændret dynamikken i markedet, særligt når det gælder boliger over 9-10 millioner.
– Man kan mærke, at de dyre huse, som koster over 30 millioner ligger i længere tid på markedet. Så er der nogen købere, som er så uendeligt rige, at det er lige meget for dem, hvad det koster, siger Arne Skafdrup.
Læs også: Valgdag: Stor uenighed om formueskat i Gentofte
Villaen som Arne Skafdrup har til salg i Charlottenlund til 68 millioner, koster 30.812 kroner i skatter om måned. Han tilføjer:
– Det er endda billigt for sådan et stort hus. Der er nogen der koster 60.000 kroner i skatter om måneden. Før boligskattereformen i 2024 var ejerudgifterne for samme villa det halve.
Udviklingen i Gentofte afspejler dermed en bredere tendens. På landsplan er huspriserne rekordhøje og forventes at stige yderligere.
Spørgsmålet er, om de stigende boligskatter på sigt vil lægge en dæmper på markedet, eller om boligpriserne i landets dyreste kommuner fortsat vil trodse forventningerne.
Huspriserne i Danmark 1992-2025
- Den gennemsnitlige kvadratmeterpris i 4. kvartal 2025 er den højeste pris nogensinde.
- Frederiksberg Kommune har de højeste huspriser, mens Lolland Kommune har de laveste.
- Huspriserne er de højeste nogensinde i 3 regioner og 6 landsdele.
Sådan gjorde jeg: Jeg gik ind på Home Gentoftes hjemmeside og søgte efter de dyreste huse. Jeg ringede derefter til ejendomsmægleren, der var tilknyttet villaen til 68 millioner. Han fortalte mig om de konsekvenser, som han oplevede, at boligskattereformen havde haft. Jeg kontaktede derefter forskellige boligadvokater og fik kontakt til Thomas Hjorth fra advokatfirmaet Lynggaard. For at få noget statistik med søgte jeg på “gennemsnitspris for ejendomme i Gentofte”, som førte mig til Bolius.dk.