Der bliver stadig sendt røgringe til vejrs fra togperronerne rundt omkring i landet. Og det sker, selvom det i dag er forbudt at ryge på alle togperroner.
Tilbage i juli måned indførte DSB rygeforbud på alle deres perroner. Forbuddet blev indført på baggrund af en kundeundersøgelse i 2012, der viste, at 70 % af ikke-rygerne ønsker rygeforbud eller rygezoner.
– Der har været en faldende tendens, men vi må også se i øjnene, at der stadig er en del folk, der ryger på perronerne, siger DSB’s pressevagt, der ikke ønsker at oplyse sit navn.
Rygeforbuddet har altså haft en effekt, men resultatet er bestemt ikke optimalt endnu, lyder det.
De burde bruge noget arbejdskraft på at håndhæve reglerne, for hvis man bare ser gennem fingrene med det, så ender det ligesom værtshusene. Der er mange eksempler på, at når først én begynder at ryge, så begynder alle at ryge
Niels Them Kjær, projektchef og ansvarlig for Kræftens Bekæmpelses rygestoprojekt
Hos DSB tror man på, at folk skal have tid til at vænne sig til forbuddet. Derfor får du heller ikke en bøde, hvis du står og ryger på perronen.
– Det handler om en adfærdsændring, og det sker altså ikke med det samme. Vi håber på, at det kan løse sig gennem frivillighed, fortæller DSB’s pressevagt.
Brug for mere information
Selvom DSB satser på, at rygerne i fremtiden skodder smøgen, inden de træder ind på perronen, så erkender togselskabet også, at de kan gøre mere.
– Det kan være, at vi skal til at informere noget mere eller lave større skilte. Der er stadig folk, der ikke har hørt om forbuddet, fortæller pressevagten.
Læs også: E-rygning forbydes på perroner
Hos Kræftens Bekæmpelse ser man også gerne, at der informeres mere. Niels Them Kjær, der er ansvarlig for Kræftens Bekæmpelses rygestopkampagne, bakker op om DSB’s forbud og måde at håndtere det på, men mener dog stadig, at budskabet kan spredes endnu mere.
– De burde bruge noget arbejdskraft på at håndhæve reglerne, for hvis man bare ser gennem fingrene med det, så ender det ligesom værtshusene. Der er mange eksempler på, at når først én begynder at ryge, så begynder alle at ryge, siger Niels Them Kjær.
Rygere i Danmark:
- 23 % af den voksne befolkning ryger
- 20 % af de unge i alderen 15-29 år ryger
- Danmark er ikke længere en af de mest rygende lande i Europa
Kilde: cancer.dk
Rygezoner er et bud
Ifølge Danmarks Rygerforening er et udendørs rygeforbud “dybt godnat”, men de er alligevel villige til at vise hensyn til de mange ikke-rygende passagerer.
– Man kunne godt lave nogle områder på perronen, hvor rygerne kunne være, siger Frank Pedersen, der er Formand for Danmarks Rygerforening.
Hos Københavns Lufthavn har man haft stor succes med særlige rygezoner, og det eksempel kunne være værd at følge, siger Niels Them Kjær:
– Det kunne være en idé at gøre ligesom i lufthavnen og så også lave en vejledning til, hvor rygerne kan gå hen, hvis de vil ryge. Folk har ret til en røgfri tilværelse, så det er rygerne, der må rykke sig.
Læs også: TV: Rygning er upopulært
DSB har ikke planer om at lave nye tiltag endnu. Ifølge dem, skal tingene have lov til at gå sin gang lidt endnu, mens der løbende vil blive holdt øje med udviklingen. Lige nu har DSB ansat perron managers, der blandt andet skal holde øje på perronerne og informere om forbuddet.