Seks piger med handicappet cerebral parese er startet til ridning på Vallensbæk Rideakademi.
Det har kunnet lade sig gøre, fordi Vallensbæk Rideakademi i starten af året igangsatte et 3-årigt pilotprojekt, der giver en gruppe børn med cerebral parese muligheden for at gå til ridning.
Per Chr. Springborg, leder af Vallensbæk Rideakademi, siger, at der ikke er tale om handicapridning.
– Overskriften på projektet er, at børnene ikke skal gå til handicapridning, men til almindelig rideundervisning med hensyntagen til, hvad børnene kan, siger han.
Det er en vigtig del af projektet, at der ikke gøres den store forskel på rideholdet og de andre ridehold, hvilket der er en særlig målsætning med.
– Målet med det 3-årige projekt er, at børnene bliver så gode, at de kan komme ud på de andre hold. Det skal være muligt for dem at blive hestepiger i samme grad som alle andre hestepiger, siger han.
Per Chr. Springborg siger, at projektet går godt, og at rideakademiet er glade for det nye ridehold.
Projektet har kunnet lade sig gøre takket være en fondsbevilling fra Elsass Fonden på 250.000 kroner. Elsass Fonden er en privat erhvervsdrivende fond, der vil fremme livskvaliteten for mennesker med cerebral parese.
Hvad er cerebral parese (CP)?
- Cerebral parese er et handicap, som skyldes en hjerneskade sket indenfor de 2 første år af et menneskes liv.
- Symptomerne på Cerebral parese er blandt andet stramme muskler, ufrivillige bevægelser og nedsat fin- og grovmotorik.
- Behandlingen omfatter muskelafslappende medicin, fysioterapi og i nogle tilfælde operationer.
Kilde: Sundhed.dk
Læs også: Nyt logo skal få flere handicappede til at dyrke idræt
Det særlige ved ridning
Per Chr. Springborg mener, at samværet med hestene har en særlig effekt på børnene.
– Samværet med hestene har en positiv effekt på børnene. Det at få snakket med eller været sammen med sådan en hest, det kan ofte give barnet noget luft, siger han.
Også Patricia De Lipthay Behrend, Chef for praksis og innovation hos Elsass Fonden og uddannet fysioterapeut, tror at hestene kan give børnene noget positivt.
– Det at have et socialt fællesskab om noget fælles tredje, altså hestene, tror jeg kan give rigtig god mening. Der er nogle børn med cerebral parese som føler sig lidt ensomme, og der kan hesten måske blive en god ven, siger hun.
Hun fortæller, at der ikke er evidens for, at rideterapi har en indvirken på den fysiske træning i forhold andre fysiske aktiviteter.
– Ridningen træner børnenes kondition, balance og styrke, men om det giver større resultater end at gå i fitnesscenteret er ikke sikkert, siger hun.
»Thumps up« til projektet
Patricia De Lipthay Behrend siger, at det er vigtigt, at børnene er motiverede. Derfor er det essentielt, at børnene har en fritidsinteresse som eksempelvis ridning.
– Børn med handicap er ofte i et system, hvor fagfolk hele tiden vil have dem til noget. Hvis de selv finder lysten og motivationen til at være fysisk aktive, samtidig med at de indgår i et socialt fællesskab, er det meget sjovere, siger hun.
Dette er en af grundende til, at Elsass Fonden valgte at finansiere en del af det 3-årige pilotprojekt.
– Det er et fantastisk projekt. Vi ser projektet som noget der virkelig kan skabe livskvalitet for børnene. Vi er superglade for, at det er drevet af børnene og forældrene selv, og at de ikke er blevet påduttet noget, siger hun.
Læs også: Stædige heste-aktivister strammer tøjlerne og forsinker årets første væddeløb
John Petersson, formand for Parasport Danmark, siger, at det at dyrke idræt har mange positive indvirkninger og kan have en livsændrende effekt for de handicappede børn.
– Parasport Danmarks vision er, at alle med handicap eller særlige behov skal have mulighed for at dyrke idræt i attraktive sociale fællesskaber, så vi kan kun sige thumps up til Vallensbæk Rideakademis initiativ. Det at dyrke sport kan både hjælpe børnene med at blive stærkere fysisk og mentalt. Hele det sociale aspekt gør også, at mange får bedre selvtillid, og det påvirker jo hele deres dagligdag, siger han.
Sådan gjorde vi: Jeg læste om det nye ridehold på Vallensbæk Kommunes hjemmeside. Jeg tog derefter kontakt til lederen af rideakademiet. Jeg fandt Per Chr. Springborgs telefonnummer på Vallensbæk Rideakademis hjemmeside. Jeg fandt Patricia De Lipthay Behrends telefonnummer på Elsass Fondens hjemmeside. Jeg fandt John Peterssons telefonummer på Parasport Danmarks hjemmeside. Alle interviewene foregik telefonisk.