På nuværende tidspunkt er det fuldt ud lovligt at skyde sin nabos hund, hvis den opholder sig på naboens grund, og hvis ejeren inden for det seneste år er blevet gjort opmærksom på det. Det vil Dyrenes Beskyttelse have lavet om på.
Efter en episode i Holbæk i weekenden, hvor en 59-årig mand skød sin nabos hund, vil dyrevelfærdsorganisationen nu tage kontakt til Fødevareminister Mette Gjerskov, for at få hende til at kigge på mark- og vejfredningsloven, der stammer tilbage fra 1953.
– Vi har været opmærksom på, at det har været et problem længe. Nu vil vi benytte lejligheden, når nu sagen er oppe igen, til at rette henvendelse til fødevareministeren, for at høre om hun vil tage det op, siger Tina Engberg, der er kommunikationschef hos Dyrenes Beskyttelse og fortsætter:
– Vi vil gerne have paragraffen ændret, sådan så man ikke må have lov til at gribe til at skyde eller aflive dyrene. Vi mener, at der må være andre metoder.
Ny lov skal indebære bødestraf
Den nye lovændring skal indeholde en form for bødestraf, hvis det er nødvendigt for at få dyreejere til at holde styr på deres dyr, mener Tina Engberg.
– Der er ingen tvivl om, at det er dyreejerens ansvar, at dyret ikke generer naboerne. Det vil sige, at så må man gå til ejeren, og pålægge ham at holde sit dyr inden for hans egen grund, eventuelt ved hjælp af bøder. I sidste ende, så må politiet tage vare på dyret, hvis ejeren ikke selv kan, siger hun.
Læs også: