E-cigaretter bliver reguleret

E-cigaretter er populære blandt 150.000 danskere (Foto: Camilla Schouw)
E-cigaretter er populære blandt 150.000 danskere
(Foto: Camilla Schouw)

Europa-Parlamentet har netop vedtaget, at e-cigaretter skal reguleres, men ikke forbydes. Hvad der skal stå i loven omkring mini-dampmaskinerne, er ikke sikkert endnu. Christel Schaldemose (S), medlem af Europa-Parlamentet siger, at forhandlingerne er på vej, og at det blandt andet er vigtigt at få set på indholdet af væskerne.

– den nuværende situation, hvor det er tilgængeligt for alle, og vi ikke ved, hvad det indeholder, den er uholdbar.
Derfor har hun stemt for, at de bliver reguleret ligesom fx nikotintyggegummi.

– Jeg synes til gengæld, at hvis man bruger e-cigaretterne med en forventning om, at man er sundere, så skal det også være virkeligheden, og derfor skal vi være sikre på, hvad der er i væskerne.

Jeg mener, at vi må undersøge det for forbrugernes skyld

– Bendt Bendtsen (C), medlem af Europa-Parlamentet

Populært at dampe
Omkring 150.000 danskere benytter e-cigaretter, viser den seneste undersøgelse, foretaget af Epinion for Kræftens Bekæmpelse, Hjerteforeningen og Danmarks Lungeforening. Det ser dog ikke ud til, at de moderne rygepinde i fremtiden bliver betegnet som medicin, hvilket Bendt Bendtsen (C) er glad for.

– Det var ellers et forslag, men det vandt ikke gehør, og det er jeg tilfreds med. Jeg synes nemlig, at man skal have mulighed for at sælge disse produkter samme sted, som man sælger cigaretter og ikke på apotekerne. Jeg er sikker på, at det også bliver resultatet.

De flydende stoffer, som hældes i e-cigaretterne, skal analyseres nærmere, mener Bendt Bendtsen.

– Jeg synes stadig, det er vigtigt, at man får det undersøgt, så folk ikke render og suger en masse damp i sig, som kan være skadelig. Jeg mener, at vi må undersøge det for forbrugernes skyld, siger han.

Beslutningen om e-cigaretterne er bragt på banen af Europa-kommissionen i forbindelse med et tobaksdirektiv, hvor flere tobaksformer er blevet diskuteret. Men Bendt Bendtsen mener slet ikke, at e-cigaretterne skulle indgå i dette direktiv.

– Det har ingenting med tobak at gøre, så jeg er ikke sikker på, at det overhovedet skulle være med i tobaksdirektivet, siger han.

Spørger man de to europaparlamentarikere, så skal der også findes en passende aldersgrænse på damp-området. Reguleringen forventes efter al sandsynlighed at træde i kraft i 2017.