Ejere giver bedre forhold for spillerne i AB

Frederik Ellegaard scorer sit eneste mål siden Five Castles Football Group’s overtagelse af AB. Topscoreren og resten af holdet trives under de nye ejere, men har slidt med formen siden ankomsten af investorgruppen og de gode resultater udebliver.
Foto: Sara Salim.

I Akademisk Boldklub kan man ikke genkende dårlige oplevelser med nye udenlandske ejere og investorer. Hos fodboldklubben i Gladsaxe trives spillerne nemlig. Det fortæller topscorer Frederik Ellegaard, når vi spørger ham om de nye ejere fra Five Castles Football Group:

– Ja, det synes jeg. Der er kommet et helt andet setup, hvor vi alle sammen har fået nye kontrakter, så vi kan fokusere meget mere på fodbolden i stedet for at tænke på alle mulige jobs, og hvordan vi skal skrabe penge sammen i vores hverdag udover fodbold. Det giver noget mere fokus i forhold til at udvikle sig, siger han.

Det er ikke kun kontrakterne, der er blevet forbedret i den akademiske boldklub. Det samme er faciliteterne:

– Vi har opjusteret vores faciliteter. Vi har fået bedre forhold i vores styrketræningsrum og vores træningstider er blevet anderledes. Vi har fået en fuld bane for os selv, siger Frederik Ellegaard.

Resultaterne udebliver

Resultaterne af de nye ejeres tiltag lader dog vente på sig. Holdet har blot vundet én kamp efter ejernes overtagelse som de vel og mærke blev tildelt på grund af Jammerbugt FC’s tvangsnedrykning. Frederik Ellegaard fastholder alligevel ejernes positive betydning, når han bliver spurgt ind til om ejerne har skabt usikkerhed i klubben og truppen:

– Nej, det har det faktisk ikke. Man har jo hørt historier om udenlandske ejere i andre klubber, hvor det ikke er gået så godt, men det har ikke skabt noget negativt hos os.

AB’s resultater i 2. Division siden Five Castles Football Group’s overtagelse:

  • Aarhus Fremad – AB: 1-1
  • AB – Jammerbugt FC: 3-0*
  • B.93 – AB: 1-0AB – Kolding IF: 3-3
  • Skive – AB: 2-2
  • AB – Esbjerg fB: 0-0
  • AB – Aarhus Fremad: 0-3

Samlet antal point: 7

*Point tildelt på baggrund af Jammerbugt FC’s tvangsnedrykning.

»Den klart vigtigste spiller er altid holdet«

De nye ejere kom d. 28. November ind i klubben på bagkant af en periode, hvor holdet spillede deres bedste fodbold i sæsonen med en stribe af sejre på seks kampe. Nøglen til at finde tilbage til den form tilskriver cheftræner Patrick Braune holdet og særlige enkelte individualister, herunder netop Frederik Ellegaard:

– Den klart vigtigste spiller er altid holdet. Det er vores mentalitet. Der er ingen over holdet. Der kan dog godt være individualister, siger han og fortsætter:

– Der er nogen, der virkelig har været dygtige. Frederik Ellegaard er som topscorer i rækken selvfølgelig en profil, der virkelig gør en forskel og kan gøre ondt på modstanderne, siger han.

Også lillebroren til Brøndby-spilleren og landsholdsstjernen Daniel Wass, Emil Wass, har sat sit præg på sæsonen:

– Emil Wass har været en stærk spiller efter han er blevet rykket fremad banen. Han har tidligere spillet defensiv midtbane og inden sæsonen gik i gang rykkede vi ham op på spids og han har bare været involveret i rigtig meget. Han trives i en ny rolle. Det kunne være, de skulle prøve det i Brøndby med storebror, siger Patrick Braune og griner.

Siden det nye ejerskab er det foruden skrivebordsejren til Jammerbugt blevet til blot 4 uafgjorte og 2 nederlag for AB i foråret.

Sådan gjorde vi: Vi fandt cheftræner Patrick Braunes telefonnummer på AB’s hjemmeside. Frederik Ellegaard kom vi i kontakt med via AB’s kommunikationsafdeling. Interviewene foregik telefonisk.