Elever på Lyngby Gymnasium måtte onsdag skrotte frivilligt arbejde til fordel for timer i dansk, idræt og matematik. På grund af stor mangel på tilmeldinger valgte bestyrelsen på gymnasiet nemlig helt at aflyse den årlige Operation Dagsværk-dag, hvor eleverne oprindeligt skulle hjælpe med at samle ind til årets sag: Bedre forhold for unge i Somaliland.
Op mod 19.000 elever på de danske ungdomsuddannelser deltog i indsamlingen og knoklede med kagesalg, maling af træværk og andre kreative løsninger for at samle flest muligt penge ind, men ingen af dem talte altså elever fra Lyngby Gymnasium. Her havde man nemlig valgt at lægge normale timer ind på skemaet, og de elever, der havde tilmeldt sig, måtte derfor møde op til undervisningen, hvis de ville undgå at blive registrerede som fraværende.
FAKTA: Hvad er Operation Dagsværk?
- Operation Dagsværk (OD) er en organisation, der består af grupper af elever på de danske ungdomsuddannelser.
- Grupperne laver forskelligt kampagnearbejde, der oplyser om globale og lokale uretfærdigheder.
- Oplysningskampagnen munder årligt ud i OD-dagen, hvor elever på ungdomsuddannelserne arbejder en dag, f.eks. med kagebagning til mormor eller græsslåning for naboen, og donerer de indtjente penge til årets udviklingsprojekt.
- Tidligere har indsamlingen gået til bl.a. LGBT’ere (Lesbians, Gays, Bisexuals og Transgender) i Kenya i 2014 og til at sikre børn og unge i Peru en uddannelse i 2011.
Kilde: www.od.dk
“Det kan være svært selv at få taget initiativ”
Gymnasieeleven Marie Vejbæk, 17, var en af dem, der oprindeligt havde meldt sig som frivillig på OD-dagen på Lyngby Gymnasium. Beslutningen om at aflyse indsamlingen er ærgerlig, synes hun.
– Jeg synes, det er rigtig ærgerligt, når nu man havde gået og glædet sig til det. Jeg meldte mig, fordi jeg syntes, at det, pengene ville gå til, var rigtig relevant, og at det var lækkert, at vi fik skoletiden til at gøre det, siger hun.
Og netop muligheden for at samle ind i skoletiden er en af fordelene ved OD-dagen, mener Marie Vejbæk.
– Det kan være svært selv at få taget initiativ, når der er indsamlinger uden for skolen, og man selv skal sætte tid af til det. På OD-dag aflyser skolen normalt moduler, så vi har tid til at samle ind uden at få fravær eller gå glip af undervisningen, og så syntes jeg, det var en oplagt mulighed for at hjælpe, siger hun.
Eleverne kan ikke identificere sig med emnerne
Marie Vejbæk var dog undtagelsen snarere end reglen på sit gymnasium, da hun valgte at tilmelde sig indsamlingen. Uddannelseslederen på Lyngby Gymnasium, Lone Holm, peger nemlig på, at beslutningen om at aflyse OD-dagen i år var nødvendig.
– Der er simpelthen ikke nok elever, der vil være med til det. Vi plejer at sige, at hvis mindst halvdelen af en klasse er tilmeldt, kan den pågældende klasse deltage. Men ikke engang 20 % af eleverne på hele gymnasiet havde tilmeldt sig, vi er helt dernede, forklarer hun.
Læs også: Danskerne vil hellere samle ind til flodbølge-ofre end ebola-syge
Ifølge Lone Holm kan grunden til dette findes i emnerne, der har været rejst de sidste par år af Operation Dagsværk.
– Operation Dagsværk handler jo om, at man gerne vil give eleverne kompetencer i forhold til at tænke på andre med empati og til at støtte andre – hele den her medmenneskelighedstanke – men eleverne har haft rigtig svært ved at identificere sig med de emner, der er kommet op de sidste par år i Operation Dagsværk. Det gør, at færre og færre vil være med, siger hun.
De seneste par år har indsamlingspuljen, der er blevet rejst af de frivillige elever, gået til bl.a. LGBT’ere (Lesbians, Gays, Bisexuals og Transgender) i Kenya i 2014 og i 2011 til at sikre børn og unge i Peru gode uddannelsesmuligheder.
– Eleverne har haft rigtig svært ved at identificere sig med de emner, der er kommet op de sidste par år i Operation Dagsværk. Det gør, at færre og færre vil være med.
Lone Holm, uddannelsesleder på Lyngby Gymnasium
Sidste år forsøgte man sig, på Lyngby Gymnasium, med at godskrive fraværet for de elever, som alligevel valgte at tilmelde sig og derfor ikke kunne deltage i undervisningen den pågældende dag, men heller ikke det viste sig at være en optimal løsning.
– Selvom de får godskrevet deres fravær, går de jo stadig glip af undervisningen. På en hel dag er det fire moduler, de går glip af – det er altså meget, siger Lone Holm.
Eleverne får et globalt udsyn
Hos Operation Dagsværk understreger kampagneleder Tine Marie Pedersen, at de er glade for den støtte, de får fra flere gymnasier, men at de selvfølgelig også er rigtig ærgerlige over, at nogle gymnasier føler sig nødsagede til at aflyse OD-dagen.
– Dagsværkdagen er den dag, hvor gymnasieelever over hele landet har mulighed for at give en dag af deres uddannelse for at give andre unge i verden bedre uddannelsesmuligheder. Så vi håber selvfølgelig hvert år på god opbakning fra både elever og skoleledelser, siger hun.
Læs også: Dagsværkerne mangler arbejde
Operation Dagsværk arbejder derfor også nu på at nå ud til endnu flere gymnasieelever blandt andet ved at udlevere undervisningsmateriale, som de håber, at endnu flere lærere vil gøre brug af i undervisningen.
– En vigtig del af Operation Dagsværk er at oplyse gymnasieeleverne om årets projekt, så de har mulighed for at tage stilling til, hvad der foregår ude i verden.
Tine Marie Pedersen, kampagneleder hos Operation Dagsværk
– En vigtig del af Operation Dagsværk er at oplyse gymnasieeleverne om årets projekt, så de har mulighed for at tage stilling til, hvad der foregår ude i verden og få et globalt udsyn, siger Tine Marie Pedersen.
– Noget af det, vi arbejder meget på i år og kommer til forsat at arbejde med, er derfor at styrke de lokale, frivillige grupper endnu mere, så både årets projekt og Operation Dagsværk bliver mere kendt på gymnasierne, siger hun.
Ny indsamling afløser OD-dag
Lyngby Gymnasium har, som en afløsning til OD-dagen, valgt at afholde en intern indsamling i foråret 2016, hvor puljen skal gå til unge syriske flygtninge. Her får eleverne godskrevet deres fravær, så de kan deltage i indsamlingen, og Lone Holm håber på, at elevernes selvstændige arbejde med indsamlingen vil blive en succes.
– Vi er jo et innovationsgymnasium, hvor eleverne meget gerne selv må være innovative, så vi har støttet meget op om og er rigtig glade for, at eleverne i stedet laver deres eget koncept, siger hun.
Gymnasiets egen indsamling er et godt alternativ, når nu OD-dagen blev aflyst, synes eleven Marie Vejbæk, som allerede glæder sig til den nye indsamling.
– Det er super fint. Selvom det er ret ærgerligt, at OD-dagen blev aflyst, så får vi et alternativt tilbud, hvor vi kan samle ind, og det synes jeg er rigtig godt, siger hun.