I Greve har Arenaskolen startet et samarbejde med Strandcentret Plejecenter. Samarbejdet er en god måde at få børnene til at føle det naturligt at være sammen med ældre mennesker, især fordi de møder de ældre, så tidligt i deres liv, mener .
To gange årligt, indtil eleverne går ud af niende klasse, skal skoleklassen på besøg på Strandcentret for at vække elevernes nysgerrighed for fagligheden på plejecentret. Initiativet bag kaldes ‘Virksomheder adopterer skoleklasser’, fortæller Martin Frank Nielsen, der er skoleleder på Arenaskolen.
Spireansættelser
De mange besøg skal munde ud i såkaldte spireansættelser.
Spireansættelser er ansættelser af unge mellem 13-17 år på plejecentre. De får løn efter overenskomst. De unge er ansat til de såkaldte ”hygge-opgaver” på plejecentret, f.eks., gåture, samtaler og spil. Interessen for spireansættelser har, de sidste 4 år, været stigende i mange kommuner, fortæller Tanja Nielsen, Sektorleder for social- og sundhedssektoren i FOA.
– Nogle af børnene har måske aldrig mødt syge gamle mennesker før. De ældre siger nogle sjove ting, og de lugter måske anderledes, end man er vant til. Det er jo en rigtig god måde at få dem til at føle, at det er naturligt. Og som årene går, bliver de mere og mere nysgerrige på faget, og synes, måske det kunne være fedt at gå ind og tage en uddannelse den vej, siger Tanja Nielsen.
Det tyder også på, at det ikke kun er eleverne, der får glæde af samarbejdet. De ældre på plejecentret bliver glade ved børnenes tilstedeværelse, og fortæller ivrigt om deres egen skolegang, fortæller Connie Vejlø, der er leder af Strandcentret Plejecenter. Udover det kan hun også se meningen med, at samarbejdet kunne give flere hænder til plejecentret i fremtiden.
Læs også: Initiativ i Greve har til formål at give børn job-inspiration til fremtiden
– Vi har generelt været glade, for det samarbejde vi i forvejen har med skolerne. Men det er ikke nok, vi kunne godt tænke os, at de kom endnu mere, fordi børn gør noget rigtig godt for vores ældre, og så er det en god rekrutteringsplatform for os på sigt, siger hun.
Artiklen fortsætter efter billedet
Medarbejderne skal ikke belastes yderligere
Selvom Tanja Nielsen synes, at initiativet er en rigtig god ide, er det stadig vigtigt for hende, at medarbejderne på plejecentret ikke bliver overbelastet.
– Jeg hilser det velkommen, så længe der er overskud til det på arbejdspladsen. Man skal sikre, man ikke er i vejen, så medarbejderne stadig kan udføre deres arbejde, siger hun.
Strandcentrets Plejecenters leder, Connie Vejlø, er på nuværende tidspunkt ikke bekymret for medarbejdernes overbelastning, selvom der ikke bliver kaldt flere på arbejde under besøgene.
– Vi har overskud til det, fordi vi har en aktivitetsmedarbejder ansat, hvis opgave blandt andet er at planlægge besøgene og være kontaktperson til skolen. Vi bestemmer også, hvad tid de må komme, så besøget ikke ligger lige oven i morgenplejen. De kommer i tidsrummet lige før frokost, hvor vi ikke har lige så meget at lave som andre tidspunkter på dagen, siger hun.
Læs også: Skoleelever hjælper skoleelever: Varevogn med yogamåtter og skoleudstyr sendt til Ukraine
Det bliver ikke for alle skoler
‘Virksomheder adopterer skoleklasser’ er et godt initiativ, mener Claus Jensen (V), der er formand for Skole- Børn og Ungeudvalget i Greve. Det er dog ikke noget, der skal gøres obligatorisk i folkeskolerne i Greve, siger han.
– Jeg er tilhænger af, at hver skole selv skaber rammerne for, hvad der er bedst for dem og deres elever. Det kan være, der for én skole er mening i at lave et samarbejde med en erhvervsskole, og hos en anden kan et samarbejde med en frivillig forening være meningsfyldt, siger han.
Men at skulle opsøge og starte et samarbejde med en lokal virksomhed er svært siger Martin Frank Nielsen, der er skoleleder på Arenaskolen. På hans skole er det virksomheden RelationsNetværket der koordinerer samarbejdet med plejecentret. Et samarbejde der ikke havde været på plads, hvis han selv skulle løfte opgaven.
– Hvis jeg skulle sætte den indsats på nogen herude, ville jeg skulle frikøbe en leder eller lærer til det. De ville have svært ved at få adgang til at tale med erhvervslivet. Det ville være meget svært, siger han.
Alligevel tror Claus Jensen (V) på, at skolerne i længden vil nyde bedre af, at initiativerne starter hos dem selv.
– Jeg tror faktisk på, at man, når man har ejerskab over noget i en skolebestyrelse, kommer længere, end hvis man får krav oppefra, som bare skal udmøntes, siger han.
Arenaskolen er foreløbig den eneste skole i Greve kommune, hvis samarbejde med erhvervslivet er koordineret af virksomheden RelationsNetværket.
Sådan gjorde vi: Artiklen er en opfølgning på en tidligere artikel skrevet om samarbejdet mellem Arenaskolen og Strandcentret Plejecenter. Alle kilder er interviewet telefonisk.