Elvis-trin og Parkour er medlemsmagneter

En tur i fitnesscenteret behøver ikke længere at være lig med vægtløftning og sveddryppende cykelture på kondicykel, men kan også inkludere valsetrin, ’Travolta-arme’, rullefald og en løbetur i det fri.

»De forskellige holdtyper tiltrækker forskellige medlemmer. Derfor prøver vi at have et så bredt udvalg af hold som muligt, så vi kan ramme så mange mennesker som overhovedet muligt,« siger Mette Refnov, der er konceptudvikler i fitness dk.

Christina Høyer, der er kommunikationschef I SATS, er enig. Også her er der kommet flere nye koncepter på holdplanen, og hun forklarer, at de nye tiltag trækker nye medlemmer og aldersgrupper til.

»Med Zumba har vi især fået flere ældre kvindelige medlemmer, og når vi starter Parkour op, forventer vi, at det især vil være noget for de helt unge mænd,« siger hun.

Motivation er altafgørende

For personer, der ikke tidligere har kunnet finde lysten til at træne i et fitnesscenter, er de nye koncepter måske netop det, der skal til for at skabe motivation. 

Hvad enten man er til hård styrketræning, som Kettlecross og Crossfit, til den legende Parkour eller til dansetimer med god musik, har fitnesscentrene hold at tilbyde.

»Vores mission er, at vi har produkter, der rammer alle og giver alle lyst til at træne, og derfor er det vigtigt for os hele tiden at finde på nyt,« siger Christina Høyer.

Jeannette Hondros, der har været medlem af Fitness World i snart et år, er særlig glad for danseholdene.

»Jeg får ikke lavet anden motion end at danse. Dans motiverer mig. Jeg bliver helt høj af at danse. Jeg tror nærmest, jeg er på speed. Musikken er fed, og jeg synes, at glæden ved at være sammen med andre om at danse er fed,« fortæller hun.

Fællesskab

Med de mange nye holdtræningsformer i fitnesscentrene er der muligheder for at skabe et fællesskab på en anden måde, end når man træner enkeltvist i centerets træningsmaskiner.

»Der skabes en fællesskabsfølelse på nogle af de faste hold. Det handler om at have det sjovt, og om, at man er sammen om at gøre noget,« siger Mette Refnov.

»Der er nogen, der går hver tirsdag aften klokken otte. Det er en ændring, for fitnesscentre har ellers været kendetegnet ved, at man bare kommer, når det passer en,« fortæller hun.

Netop fællesskabsfølelsen er vigtig for Jeannette Hondros. Hun kommer fast på flere hold, og er efterhånden begyndt at kende flere af de andre medlemmer. 

»Vi er en gruppe efterhånden, og man opdager, når nogen ikke har været der i noget tid. Det er fedt,« fortæller hun.

Læs også

Gymnastikforeninger vil have fat i fitnesskunder

Her er en stribe fitness-apps til iPhone

Danske kvinder vilde med sensuel dans