“Er jeg normal”? Nyt teater iscenesætter unges seksualitet

(S)expect er et nyt teaterstykke, der skal turnere på landets folkeskoler
(S)expect er et nyt teaterstykke, der skal turnere på landets folkeskoler

Scenen er simpel. En lysende trekant og tre nøgne figurer i naturtro størrelser. Mere skal der ikke til. Det er nemlig det nøgne menneske, ikke bare nøgne bryster og baller, men blottede seksuelle tanker og frustrationer, der er i fokus for den nye teaterforestilling (S)expect, der fremover skal spille på landets folkeskoler.

Forestillingen har netop spillet for de første 250 unge i alderen 13-16 på tre folkeskoler, og den har haft stor succes. Det er nemlig en anden form for seksualundervisning, end den folkeskoleelever normalt bliver konfronteret med. Forestillingen åbner op for en dialog med de unge om deres følelser, fantasier og grænser.

God seksualundervisning kræver aktiv og involverende pædagogik, fokus på dialog og åben kommunikation om sex og seksualitet
Sex og Samfund

– Vi vil gerne tage de unge alvorligt, og derfor er teaterstykkets udgangspunkt de unges egne tanker, følelser og historier, siger Anne Mai Slot Vilmann, der står bag forestillingen. (S)expect bygger på et researchmateriale af blandt andet interviews med unge og historier fra Sex og Samfunds debatforum.

Andet end et kondom på en banan

Forestillingen er ikke en erstatning for klassisk seksualundervisning, men nærmere en udvidelse af den.

– De unge skal ikke nødvendigvis lære noget, men de skal vide, at de tanker og følelser, de har, ikke er mærkelige. At de er helt normale, og at andre unge render rundt med selv samme følelser og fantasier, siger Anne Mai Slot Vilmann.

På scenen er to unge skuespillere, en mand og en kvinde. Begge iført tætsiddende hudfarvede dragter, hvorpå bryster, hår og kønsdele kan klistres af og på med velcro. Stykket veksler mellem mere eller mindre grænseoverskridende scener, oplæsning af dramatiserede debatindlæg fra Sex og Samfund og direkte dialog med det unge publikum om løsninger på seksuelle og følelsesmæssige dilemmaer. Der tales om alt fra præsperm til præstationsangst, hvordan idealkroppen ser ud, og hvorvidt det er normalt at tænde på tegneserier.

Læs også: Sexapps er det nye – og de er til meget mere end sex

Fakta om seksualundervisning:

  • Seksualundervisningen har potentialer til at mindske både mobning og diskrimination og skal dermed fremme trivslen blandt børn og unge
  • Seksualundervisningen indgår i en obligatorisk undervisning i sundhed
  • Undervisningen er ikke tillagt et selvstændigt timetal

Kilde: Undervisningsministeriet

Og det er en åben tilgang til unge og seksualitet, der stemmer overens med Sex og Samfunds forståelse af god seksualundervisning.
– God seksualundervisning kræver aktiv og involverende pædagogik, fokus på dialog og åben kommunikation om sex og seksualitet, skriver Sex og Samfund på sin hjemmeside.

Det er netop den åbne dialog Anne Mai Slot Vilmann har taget udgangspunkt i i sin forestilling.
– Vi prøver at skabe et forum, hvor der er plads til de tanker og følelser, der typisk kun får plads via nettet. Det er måske følelser og fantasier, de unge normalt ikke ville snakke om, eller emner de føler, der ikke er så meget rum og plads til, siger Anne Mai Slot Vilmann.

(S)expect er en forestilling fra teateret Signatur. Den er netop blevet godkendt til refusion i fem sæsoner. Det betyder, at staten refunderer 50 procent af det kommunerne betaler for at få forestillingen ud på sine skoler. Samtidig godkendes forestilling som professionelt oplysende teater for børn under 16 år.