Fakta om Excel
-
- Excel er et program udviklet af Microsoft.
- Excel bruges til at analysere og bearbejde data
- Excel kan bearbejde data, så mønstre og tendenser præsenteres tydeligt.
- Excel arbejder man med regneark, som består af en masse celler, hvori man kan indtaste data.
Kilde: www.peoplenet.dk
Anne Sophie Krogh Pedersen læser erhvervsøkonomi og projektledelse på CBS.
I 2018 havde uddannelsen et adgangskrav på 11,3, men det kan være nok så lige meget, hvor fin en uddannelse man har, hvis Excel-kompetencerne ikke sidder lige i skabet.
Det er hendes erfaring, at der på uddannelserne forventes, at der er styr på Excel, og i forbindelse med jobsøgningen er det et krav at beherske det digitale værktøj, hvis man vil videre i processen.
– Det er ligesom kniv og gaffel, en nødvendig kundskab, du bare skal have styr på, hvis du gerne vil tages seriøst derude, siger Anne Sophie Krogh Pedersen.
Sagen må tages i egen hånd
Gennem sin fagforening fandt Anne Sophie Krogh Pedersen et Excel-kursus. De kurser har hun været på flere gange, men sidste gang, hun ville tilmelde sig, var der udsolgt, og det sker tit, fordi efterspørgslen er stor.
Forsknings – og uddannelsespolitisk chef hos Djøf, Wenche Marit Quist, fortæller, at de afholder mellem 48-50 Excel-kurser på et studieår, og at de årligt har 1300 studerende på Excel-kursus.
– Vi udbyder Excel kurserne, fordi de studerende efterspørger dem. Det skyldes at undervisning i Excel ofte ikke er en del af det faglige pensum, siger Wenche Marit Quist.
Læs også: Digital læring skal gøre erhvervsuddannelser mere attraktive
De manglende Excel-evner påvirker undervisningen på universitetet
– Det forstyrrer hele undervisningen, når folk rækker hånden op og beder underviseren gå tilbage, fordi man ikke kan følge med på grund af sine manglende Excel-evner. Hvis man indlagde noget mere Excel i undervisning, så ville man spare meget tid på længere sigt, siger Anne Sophie Krogh Pedersen.
Hos Djøf mener de dog, at det er helt fair, at den studerende selv er ansvarlig for, at deres Excel-kompetencer er i orden.
Wenche Marit Quist siger, at den undervisning, der er udbudt på universiteterne, ofte er helt nede på 8-10 timer om ugen. Derfor mener de ikke hos Djøf, at tiden bør bruges på at lære basale værktøjer som Excel, men udelukkende på fagligt indhold, der er relevant for uddannelsen.
CBS afholder korte Excel-workshops
Mai Greve Bønneland arbejder som Programme Manager på CBS. Hun fortæller, at de på Anne Sophies uddannelse tilbyder en workshop på 2×3 timer til de studerende på 2. semester, men derfra forventes det, at de selv er i stand til at lære at arbejde i Excel.
Selvom Anne Sophie både gør brug af Djøfs tilbud om Excel-kurser og har deltaget i de to workshops på CBS, så savner hun stadig noget mere undervisning i dataprogrammet, da hun fortsat føler, at hun skal sidde og bøvle med Excel-funktionerne, når hun burde fokusere på det faglige indhold på uddannelsen.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Undervisningsministeret om, hvorvidt Excel burde indgå som en del af pensum i grundskolen.
Sådan gjorde vi: Historien opstod fordi vi på redaktionen talte om, at der både på studiet og arbejdet ofte er opgaver, der skal løses i Excel, men ingen af os er nogensinde blevet undervist i programmet. Alle citater kommer fra telefoninterviews.