Flere byggeprojekter oven i hinanden skaber atter parkeringskaos på Østerbro: ”Det er skruen uden ende”

Vejarbejde på Strandboulevarden, Østerbro. Foto: Orson Bernild-Brown

I Facebookgruppen ”Det sker på Østerbro” har flere lokalbeboere klaget over det 500 meter lange vejarbejde på Strandboulevarden på Østerbro, der ifølge lokalavisen ØsterbroLiv fjerner over 75 parkeringspladser. 62-årige Johnny Klit Møller er en af de utilfredse beboere på Østerbro. Manglen på parkeringsmuligheder besværliggører hans hverdag, og det har det gjort længe.

– Vejarbejde og parkering har jo været et problem på Østerbro længe. Det er skruen uden ende, siger han.

Problemet er imidlertid ikke nyt. Siden 2021 har vejarbejde og dets medførende trafik- og parkeringsudfordringer fyldt i gadebilledet – både for borgerne og i medierne.

Johnny Klit Møller mener, at de manglende parkeringspladser på Østerbro er Teknik- og Miljøforvaltningens skyld, da det er dem, der igangsætter mange af byggeprojekterne i København. Han føler sig svigtet af kommunen.

– Teknik og Miljøforvaltningen kan da ikke bare fjerne en masse parkeringspladser uden at tilbyde alternativer for borgerne. Det er sgu da kommunens ansvar, siger han

Teknik- og Miljøforvaltningen er på nuværende tidspunkt i gang med fem forskellige sideløbende byggeprojekter på de store Østerbro-gader: Strandboulevarden og Nordre Frihavnsgade. Det er de forskellige byggeprojekter, der tilsammen fjerner mange parkeringspladser fra nærområdet.

Teknik- og Miljøforvaltningen
Teknik- og Miljøforvaltningen er en af de syv forvaltninger i Københavns Kommune.
De har drift og byudvikling som ansvarsområde, hvor de servicerer borgere inden for miljø, lokalplaner, byggeri og trafik.
De skal forny og vedligeholde veje, parker, broer og nedslidte byområder for at sikre en god og sikker bevægelighed i det Københavnske byrum.
Kilde: Københavns Kommune

Johnny Klit Møller er kun en af mange beboere, der er vrede over parkeringssituationen på Østerbro, og han er ikke den eneste som pålægger Teknik- og Miljøforvaltningen skyld og ansvar. TV2-vært, Peter Tanev, har den 2. november 2022, i Facebook-gruppen ”Det sker på Østerbro”, skrevet et længere opslag, hvor han klager over det vidt udstrakte vejarbejde på Strandboulevarden og Nordre Frihavnsgade, og hvor han blandt andet råber Teknik- og Miljøborgmester, Line Barfoed, op.

Udsnit af Peter Nickolay Tanevs Facebook opslag om vejarbejdet på Østerbro. Foto: Orson Bernild-Brown

Lokalpolitiker, Mikkel Skovgaard, er medlem af Teknik og Miljøudvalget og repræsentant fra Enhedslisten. De manglende parkeringspladser på Østerbro er ikke hans største bekymring.

– Min holdning er, at vi skal have færre biler i byen. Det betyder, at det i fremtiden skal være dyrere og sværere at parkere sin bil på offentlige veje, siger han.

Ifølge Mikkel Skovgaard fremmer parkeringspladser for meget privatbilisme, som ifølge ham og Enhedslisten skal mindskes. I stedet skal folk bruge deres cykel eller den offentlige transport. Han vil skåne klimaet og have bilerne ud af København.

Det er Det Konservative Folkepartis repræsentant for Teknik- og Miljøforvaltningen, Helle Bonnesen, ikke enig i.

– Det er en total arrogant måde at behandle borgere på. Der er ikke nogen i København, der har en bil for sjov. Det er folk, der er afhængige af den, og som for eksempel arbejder langt uden for København uden offentlige transportmidler, siger hun.

Læs også: Uenighed om kæmpebyggeri: Er Lynetteholm løsningen for at sikre Københavns kyster mod vandstigninger?

Johnny Klit Møller kan godt forstå den interne uenighed i Teknik- og Miljøforvaltningen. Han kan godt se Enhedslistens klimavenlige ide om en bilfri by, men mener, at det er et urealistisk utopi. Han er bygningsprojektleder, hvilket betyder, at han kører rundt til forskellige bygningsprojekter på Sjælland, hvorfor han ikke kan undvære sin bil.

– Jeg kan godt forstå, at der er rigtige mange biler i København, og at biler er skadeligt for miljøet. Men jeg skal jo for eksempel bruge min bil til at udføre mit arbejde. Jeg kan ikke bruge det offentlige, når jeg skal ud til et eller andet projekt i midten af ingenting i Korsør, siger han.

Ifølge Teknik- og Miljøforvaltningen vil byggeprojekterne og det medførende vejarbejde på Strandboulevarden og Nordrefrihavnsgade ophøre i udgangen af 2022. Det giver dog ikke Johnny Klit Møller fortrøstning, han frygter, at der ikke går længe, før at Teknik- og Miljøforvaltningen går i gang med et nyt byggeprojekt på Østerbro, som igen vil resultere i parkeringsudfordringer.

Sådan gjorde man

Ideen kom fra et Facebook opslag i Facebook-gruppen “Det sker på Østerbro”, hvor der var mange borgere, der klagede over vejarbejde og manglende parkeringspladser på Østerbro. Ud fra det er den lokale beboer, Johnny Klit Møller, og Teknik- og Miljøforvaltningsmedlemmer, Mikkel Skovgaard (Ø) og Helle Bonnesen (K), blevet interviewet over telefon.