At sidde stille og være pligtopfyldende i klasseværelset er mere udbredt hos piger end drenge. Det kan betyde, at piger kan skjule deres ordblindhed længere end drenge. Det mener Tilde Mette Juul, der er videnskabelig assistent hos Center for Ungdomsforskning på Aalborg Universitet.
– I den undersøgelse, vi lavede, kunne vi se, at piger i højere grad indtager nogle af de typiske kategorier, der er for at være pige. De er for eksempel ofte meget flittige og pligtopfyldende. De prøver også i højere grad at skjule deres ordblindhed, end drenge gør. Derfor kan man antage, at lærere i mindre omfang opdager, at piger er ordblinde, siger Tilde Mette Juul.
Læs også: Ny 3D-skrifttype kan få ordblinde til at læse som alle andre
Hun mener, at nogle pigers ordblindhed først bliver opdaget sent, fordi de har en tendens til at være mere flittige i skolen.
Erik K. Rasmussen, formand for Ordblinde/Dysleksiforeningen, genkender tendensen.
– Det er tit først, når pigerne kommer på gymnasiet og ikke kan læse teksterne, at det bliver opdaget, at de er ordblinde. Derfor kommer de først ind i ordblindeundervisningen der. Det er ikke noget, vi har statistik over, men det er en tendens, at pigerne bliver opdaget senere, siger Erik K. Rasmussen.
Noget af det, vi kunne se, var, at pigerne havde det meget sværere med at være ordblinde. De var mindre åbne om deres ordblindhed, og de frabeder sig i højere grad betegnelsen ordblind
Tilde Mette Juul, videnskabelig assistent, Center for Ungdomsforskning, Aalborg Universitet
Flere drenge end piger modtager ordblindeundervisning
I årene 2012 og 2013 modtog 6.247 mænd ordblindeundervisning. Et tal der hos kvinderne var på 4.584, det viser tal fra Danmarks Statistik. Ordblindeinstituttet i Ballerup, der er en folkeskole for elever med ordblindhed, nikker genkendende til, at der er flere drenge end piger, der modtager ordblindeundervisning. På nuværende tidspunkt har Ordblindeinstituttet tilknyttet 46 drenge og 20 piger, og deres næste elev er også en dreng.
– Vi har en teori om, at drenge bliver opdaget først, fordi de ofte reagerer udadvendt, siger Erik K. Rasmussen.
Han mener også, at det er kønnenes forskellige adfærd, der gør, at drenge bliver opdaget tidligere end piger.
Læs også: Nu skal oplysning sikre ordblinde bedre jobs
Piger har det svært med ordblindhed
Tilde Mette Juul pointerer desuden, at pigernes eget forhold til ordblindhed kan være medvirkende.
– Noget af det, vi kunne se, var, at pigerne havde det meget sværere med at være ordblinde. De var mindre åbne om deres ordblindhed, og de frabeder sig i højere grad betegnelsen ordblind, siger Tilde Mette Juul.
Hun mener, at flere piger forsøger at skjule deres ordblindhed, fordi de oplever, at ordblindhed gør dem usikre.
Selvom der er flere drenge end piger, der modtager ordblindeundervisning, har Ordblinde/Dysleksiforeningen ligeså mange piger som drenge på deres sommerlejr.