Folkekirke holder julefrokost med muslimske naboer

Alle lande har deres eget traditionelle køkken. Mad kan være vej til at lære om et lands kultur. Foto: Absalon

Den månedlige fællesspisning i Islebjerg Kirke bliver i december noget helt særligt. Kirken har nemlig besluttet at lave en kombineret julefrokost og julefest.

Under dette tema vil kirken åbne dørene for dem, der måske ikke skal til andre julefrokoster og måske føler sig meget alene. Den følelse har Anna-Marie Lauensteen, der er kulturmedarbejder i Islebjerg Kirke, mærket på egen krop.

– Fællesskab er hovedoverskriften for arrangementet. Jeg har selv boet alene, og det er bare lidt trist at spise alene, siger Anna-Marie Lauensteen.

Læs også: Efterspørgslen af fællesspisning stiger

Kulturel mangfoldighed på menuen

Islebjerg Kirke har forsøgt at integrere kulturel mangfoldighed i fællesspisningerne.

Info om fællesspisning

  • Hvor: i Islebjerg Kirke i Frederikssund
  • Hvornår: d.2 onsdag i måneden
  • Hvad: Et måltid mad koster 15kr og 30kr for en husstand
  • Hvem: Alle er velkomne. Der deltager ca 50 mennesker pr gang

Initiativet har ikke kun tiltrukket lokale kirkegængere, men også kirkens naboer fra det sociale byggeri på Heimdalsvej. Heimdalsvej repræsenterer mange forskellige nationaliteter, og kirken fortæller, at det har resulteret i, at fællesspisningerne har udviklet sig til at være en aften, hvor forskellige kulturer bliver repræsenteret.

Til hver spisning står en ny gruppe frivillige for madlavningen, og Islebjerg Kirke har derfor i løbet af året kunnet invitere til blandt andet en syrisk aften, en iransk aften og en dansk aften. En af de frivillige fra Heimdalsvej, der jævnligt deltager i fællesspisningerne, er Zarah Ahmed, og hun har én særlig grund til, at hun gerne vil bidrage til arrangementerne.

– I kender jo ikke min kultur og mine traditioner, det vil jeg gerne invitere jer ind til at opleve, siger Zarah Ahmed.

Det mener er Anna-Marie Lauensteen også at man i den danske kultur kan drage fordel af.

– Man kan virkelig lære mange ting af hinanden, og der er så stor forskel på kulturer. Vi kan lære af den gæstfrihed den mellemøstlige kultur kommer med. Det er noget helt andet end vi kender til i danmark, vi er gæstfrie på en anden måde, siger Anna-Marie Lauensteen.

Læs også: Stigning på 123 procent: Blå Kors vælter i ansøgninger om julehjælp

Noget af det mad, der er blevet serveret til fællesspisning er traditionel syrisk mad, som ses på billedet her. Foto: Islebjerg Kirke

Anna-Marie Lauensteen fremhæver vigtigheden af at skabe fællesskab på tværs af generationer, kulturer og religioner. Hver fællesspisning har et emne, der bygger på de kristne værdier, det kunne være taknemmelighed, venskab eller næstekærlighed. Netop næstekærlighed og respekt er noget, Islebjerg Kirke også tager med sig, når de inviterer til julefrokost. Til julefrokosten er der derfor også taget højde for, at der vil komme deltagere, der ikke spiser svin, som det traditionelle danske julefrokostbord ellers ofte byder på.

Sådan gjorde vi: Artiklen er udarbejdet via telefonisk interview med arrangøren fra Islebjerg Kirke, og citat fra den frivillige er modtaget skriftligt. Idéen til artiklen er opstået på baggrund en Facebook-invitation til fællesspisning i Islebjerg Kirke.