Det er ikke altid helt dårligt at få en fyreseddel i hånden, hvis man har siddet øverst i administrationen i en dansk kommune. Ofte følger der nemlig en god pose penge med i form af et fratrædelsesbeløb.
Netop sådan et beløb blev for nyligt udbetalt i Halsnæs Kommune, hvor den afgåede kommunaldirektør Jan Michelsen blev sendt afsted med over 3 millioner kroner. Beløbet består blandt andet af en fratrædelsesgodtgørelse på omkring 1,5 mio. kroner. Den fyrede kommunaldirektør er dog langt fra den eneste, der er blevet sendt afsted med et gyldent håndtryk i millionklassen.
Fratrædelsesgodtgørelser udbetalt af Halsnæs Kommune inden for de seneste 4 år
- Maj 2020: 1.042.525
- August 2021: 1.059.112
- Maj 2022: 1.318.473
- April 2024: 1.768.084
(udbetales ultimo april 2024)
Kilde: Aktindsigt hos Halsnæs Kommune
Ikke en enlig svale
Der kan findes mange eksempler på, at Halsnæs Kommune ikke er den eneste, der har udbetalt et større fratrædelsesgebyr. I marts sidste år fik forhenværende kommunaldirektør i Bornholm Regionskommune Johannes Nilsson forhandlet sig til en fratrædelsesaftale på over 3 mio. kroner., og tilbage i 2018 fik Holger Spang Kristiansen, der forhenværende kommunaldirektør i Gribskov Kommune, sparket med 3,6 mio. kroner. på lommen.
Ifølge Bent Greve, som forsker i samfundsvidenskab på Roskilde Universitet, er der flere grunde til, at de ansatte i kommunens topledelse sendes afsted med store pengebeløb.
– Der findes ikke mange kommunale stillinger på det samme niveau i og med, at der kun er 98 kommuner i Danmark, siger Bent Greve.
Derudover er jobbet forbundet med en række usikkerheder.
– Det sker ofte, at kommunaldirektører mister deres job, for eksempel når der kommer en ny borgmester. Derudover kan afskedigelserne ske meget pludseligt, uden at kommunaldirektørerne havde set det komme, og så har de kort tid til at finde et nyt arbejde, siger Bent Greve.
Læs også: Brøndby Kommune vil skære i demensafsnit: »Det er bare ikke ok at tage fra de allermest svage«
Ingen ramaskrig hos borgerne
Selvom afskedigelsen er en dyr affære for både skatteborgere og kommuner, har det ifølge chefredaktør på Halsnæs Avis Niels Jørgen Larsen ikke vakt de store følelser i kommunen.
– Der har ikke været det store ramaskrig, og vi har ikke fået mere end et læserbrev eller to, der omhandler fratrædelsesbeløbet, siger redaktøren.
Ifølge Bent Greve skal borgerne dog ikke blankt acceptere beløbsstørrelserne, og det kan være værd at kigge på, hvorvidt de er for høje.
– Man kan altid diskutere, hvor stort beløbet skal være. Set i forhold til hvad ledige får i dagpenge, er det et voldsomt stort beløb, og det er selvfølgelig en afvejning, om man ikke skal prøve at gøre det lidt mindre. Andre ledige må jo også tilpasse deres levestandard, siger Bent Greve.
Fratrædelsesgebyret er normalt kontraktbestemt, og er en forhandling mellem kommunaldirektørens fagforening og den enkelte kommune.
Sådan gjorde vi: Idéen opstod, da kommunaldirektøren, Jan Michelsen, blev afsat i Halsnæs Kommune af kommunaldirektøren, hvilket blev beskrevet i Ekstra Bladet og Halsnæs Avis. En borger, der havde udtrykt sin utilfredshed over fratrædelsesbeløbet, blev kontaktet telefonisk. Borgeren mente, at beløbene var særligt store i Halsnæs Kommune, hvilket blev afkræftet af Bent Greve, som påpegede, at det ikke var usædvanligt.