Forsker: Underholdning om arbejdsløse er smagløs

(Opdateret 22. oktober 2012 kl. 18.03)

DR’s nye underholdningsprogram ‘Jobmatch’, hvor arbejdsløse skal kæmpe om et job, er “etisk på kanten”, mener professor i arbejdsmarkedsforskning ved Aalborg Universitet Per Kongshøj Madsen. Men det behøvede det slet ikke at være. “Man kunne sagtens lave et program, der handler om, hvordan man får jobs uden at gøre det til en konkurrence,” forklarer han.

Ifølge arbejdsmarkedsforskeren er selve idéen om medieopmærksomhed på arbejdsløshedsproblemet ikke dårlig. At fremlægge det som underholdning er derimod ikke i orden. “Hvad bliver det næste? At sætte hjertepatienter til at konkurrere om en hjerteoperation?,” kritiserer Per Kongshøj Madsen programmet.

Lav et seriøst program
DR’s nye koncept ‘Jobmatch’ vil den 19.-22. november i bedste dating-program-stil matche arbejdsløse, der “ikke opfylder de traditionelle kvalifikationer” med virksomheder. Men at det skulle hjælpe de arbejdsløse og bidrage til public service er Per Kongshøj Madsen bestemt ikke overbevist om. Han anser programmet for ren smagløs underholdning og peger på, at programmet personificerer et problem, der handler om meget andet end personlighed.

“Der er alle mulige grunde til, at folk bliver arbejdsløse. Det kan for eksempel være almindelige konjunkturændringer, og der kan være forskellige former for diskrimination med hensyn til alder eller etnisk baggrund. Det bliver her holdt ude, og man siger så bare, at det er en konkurrence, hvor dommerne altså er tre personalechefer,” siger forskeren.

I stedet mener han, at DR burde lave et tv-program om arbejdsløse, der på mere seriøs vis behandlede problemstillingen:

“Man kunne lave et program, der handler om, hvordan det ser ud på arbejdsmarkedet, hvad det er der gør, at de arbejdsløse ikke kan få jobs, og om der kommer flere jobs ud af at skærpe indsatsen i forhold til, at der nogle der falder ud over kanten. Man kunne lave en diskussion omkring det her. Uden at gøre det til en ren gimmick,” foreslår Per Kongshøj Madsen.


Kritik fra flere kanter

Kritikken af programmet har siden sidste uge haglet ned over DR. Således har Berlingske Tidendes blogger Anne Sophia Hermansen kaldt programmet “et freakshow på en publicservicekanal”, og Socialdemokraternes kommunalordfører Simon Kollerup er blevet citeret i flere medier for kritiske udtalelser om programmet.

‘Jobmatch’ søger netop nu deltagere og vil blive sendt som en del af Aftenshowet.

Læs også

Job-TV forarger socialdemokrat

Helt ærligt DR

DR beroliger bekymret socialdemokrat