Tre gavlmalerier, der alle har kunstneren Storm P. som tema, kommer i løbet af det næste år til at præge bybilledet på Frederiksberg. De er delvist finansieret af den pulje, som Frederiksberg hvert år afsætter til, at der kommer mere kunst i bybilledet.
– Storm P. er jo lidt af en huskunstner på Frederiksberg, derfor vil vi også gerne hylde ham med en række malerier, siger Nikolaj Bøgh (K), der er medlem af kommunalbestyrelsen.
Det første maleri er malet på en gavl mellem Platanvej og Vesterbrogade. Maleriet forestiller en fin herre, der har travlt med at kigge på aktiekurser, og derfor kommer til at træde på en blomst. Et motiv der er udvalgt, for at minde dem der ser det om, at Frederiksberg er en kommune, som passer på naturen, fortæller Nikolaj Bøgh.
Om Storm P.
- Storm P., eller Robert Storm Petersen, som han hed, boede og levede på Frederiksberg
- Han døde den 6. marts 1949
- Han ligger begravet på Frederiksberg ældre kirkegård
- Det er også på Frederiksberg, at man kan besøge det Storm P Museet, der udstiller mange af kunstnerens tegninger
- Som humorist blev Storm P. folkeeje i sin egen levetid og nærmest synonym med dansk humor og lune
Kilde: Storm P. Museet
Læs også: TV: Gaden er kunstens lærred
Politikere bestemmer kunsten
Det er et kunstråd på Frederiksberg, der tager sig af at vælge og godkende gavlmalerierne, men i sidste ende er det politikerne, der peger tommelfingeren op eller ned. Og der har da også været eksempler på, at politikerne ikke har godkendt et kunstværk.
Det mener Nikolaj Bøgh dog ikke er et problem.
– Vi har jo et kunstråd, der vejleder os, og vi følger som regel deres anbefalinger. Det er dog sket, at vi ikke har godkendt et maleri, men det er sjældent. De nye malerier med Storm P. er en politisk beslutning, som vi har truffet, fortæller han.
Han fortæller også, at flere nyetablerede kunstnere får lov til at prøve kræfter med gavlmalerier, som giver dem mulighed for, at nå ud til flere mennesker, der ellers ikke var stødt på deres kunst.
Ung kunstner: “Gavlmaleri har ændret mit liv”
Det er ikke kun Frederiksberg, der lader kunstnere dekorere byens gavle. I nabobyen København fik den unge kunstner Matilde Digmann sidste år mulighed for at lave et maleri i så stor størrelse.
Hun vandt en konkurrence, der gav hende mulighed for at male et gavlmaleri på Torben Oxes Allé på Amager. Det var en udfordring, der var hård for kunstneren, både psykisk og fysisk, da maleriet er 150 kvadratmeter stort, blev lavet på kran og er synligt for så mange mennesker.
– På et personlig plan har det gjort vildt meget for mig. Det var svært, og jeg skulle udvikle en masse nye metoder. Jeg blev nødt til at tænke, at det nok skulle gå. Folk giver mig god feedback på det, og fortæller mig, at det er fedt, det jeg har lavet, fortæller Matilde Digmann.
Maleriet blev færdigt i starten af 2019, og opgavens størrelse har gjort, at Matilde Digmann nu kan fokusere på 100 procent på kunsten. Hun har i dag sit eget værksted og arbejder i øjeblikket på en grafisk novelle.
– Det har ændret mig liv, og det har gjort, at jeg kan gro og vokse som kunstner, fortæller hun.
Gavlmalerier giver kunst til alle
9 ud af 10 kommuner bruger penge på kunst i det offentlige rum og i stigende grad til større projekter.
Det fremgår af en rapport lavet af Statens Kunstfond i 2018.
Her fremgår det, at kommuner investerer i kunsten for at forskønne det offentlige rum, øge livskvaliteten hos borgerne og for at styrke branding af byen.
– Kunsten bidrager til forskønnelse af det offentlige rum, men stadig flere kommuner ser også kunsten som en måde at styrke lokal udvikling og gøre noget godt for borgerne, står der blandt andet i rapporten Kunst i det offentlige rum.
På Frederiksberg er der hvert år afsat 500.000 kroner til gavlmalerier. Det koster cirka 300.000 kroner, og der tildeles som regel 150.00 kroner, mens rester bliver finansieret af fonde, der søges af initiativtagerne til det enkelte maleri.
Sådan gjorde vi: Journalisten bor selv på Frederiksberg og havde lagt mærke til det nye maleri. Interview er foretaget som telefoninterview. Rapporten for Kunst i det offentlige rum kan findes her: Kunst i det offentlige rum