Kunstskulptur vækker pludselig debat og forargelse efter 35 år

Billede af skulpturen ‘Stoppenålen’, der består af to dele. “Det er så perverst”, mener en borger. Foto: Xenia Holm Mehri

Skulpturen trak opmærksomhed på sig efter et opslag på Facebook, der havde til formål at skabe øget opmærksomhed omkring kunst og kultur i byen. Blandt de mange kommentarer på opslaget finder man flere, der lægger kritik af skulpturen.

Førtidspensionist Annemette Cold Holm beskylder skulpturen for at være pornografisk og udviser bekymring for børn og unge i byen.

– Jeg ser kun en ting, når jeg ser på skulpturen, og det er ikke noget, der bør stå frit fremme. Det bliver mere og mere normalt, at vi skal have seksuelt indhold smidt direkte i hovedet alle steder, og publikummet bliver også yngre og yngre. At påstå, at skulpturen ikke er seksuel, er bare dumt. Den er pornografisk, siger hun.

John Kenneth Rosendahl Pedersen, der til dagligt arbejder som operatør, mener, at det er “meningsløst” og “sygt”, at skulpturen kan ses i offentligheden.

– Jeg synes, det er at gå over stregen. Det er så perverst. Det er direkte sygt at sætte det op, kalde det for kunst og påstå, det symboliserer et børneeventyr fra H.C. Andersen. Dét der skal børn ikke se på. Sådan noget skal kun vises i et lukket forum. Jeg synes, det er problematisk, at noget så vulgært bliver normalieret, siger John Kenneth Rosendahl Pedersen.

Læs også: Kunstnere donerer værker til fordel for ukrainske flygtninge

Symbol på liv
Historiker og direktør hos Østfyns Museer, Erland Porsmose, mener, at udover at symbolisere et eventyr fra H.C. Andersen, så har kunstneren også tænkt over, at det skal forestille kønsdele, som har den hensigt at symbolisere reproduktion og liv.

Fakta om Stoppenålen

Skulpturen er inspireret af et H.C. Andersen eventyr med samme navn

Skulpturen er lavet af Frede Troelsen

Blev afsløret 14. oktober 1988

Placering: Vestergade / Smedestræde

Kilde: visitodense.dk

– Frede Troelsen var meget fascineret af skabelse og natur, som oprindeligt betyder at føde. Så han har helt klart haft tanker om at symbolisere et evigt kredsløb. Han har også lavet en anden udstilling, der hed livstegn.

Ifølge Erland Porsmose har det ikke været den afdødes kunstners mening at skabe forargelse og debat, og han beskriver ham med egne ord som »en simple jyde, som er fascineret af livsbekræftende tegn, som kerne, frø og kønsdele.«

Nærbillede af skulpturen ‘Stoppenålen’. Foto: Xenia Holm Mehri

Tiden har ændret sig
Erland Porsmose ser ikke nogen problematik i skulpturen og påpeger, at den pludselige kritik efter 35 år handler om, at tiden har ændret sig.

– Vi er inde i en periode, hvor flere opfatter en skulptur i det offentlige rum som upassende på grund af dens nøgenhed.  Før i tiden var der andre ting, der forargede folk, men nu er det nøgenhed. Folk er blevet mere blufærdige med hensyn til det kropslige. Det er paradoksalt i forhold til, at der aldrig har været mere porno i medierne end nu, og på samme tid prøver folk at begrænse nøgenhed i det offentlige rum, siger han.

Stadsarkivar Johnny Wøllekær, der står bag opslaget på Odense Kommunes Facebookside, oplever heller ikke, at skulpturen er et problem eller krænkende. Han mener selv, at skulpturen er et symbol på, hvor frie vi er i Danmark.

– Jeg synes, den er fin og lader mig ikke provokere af den. Den giver mulighed for fri fortolkning, der er en masse ting man kan gå på opdagelse i, siger han.

Sådan gjorde vi: Journalisten kiggede på Odense Kommunes facebookopslag og fandt et opslag om skulpturen, hvor der tilsammen var over 600 kommentarer med folks reaktioner.  Herefter kontaktede hun Johnny Wøllekær, der havde lavet opslaget på Odense Kommunes Facebookside, og Erland Porsmose, der er direktør for Østfyns museer, som er et museum, der har fokus på kunst- og kulturhistorie. Herefter kontaktede journalisten flere personer, der havde kommenteret, deres meninger på opslaget.