Opdateret 29. oktober kl. 9:15 og 16:00.
Mens fagforeningerne bløder, har aktivistiske netværk som ”Fremtidsfighters” succes med at tiltrække de unge til aktivistiske projekter, der sætter fokus på problemer på uddannelses- og arbejdsmarkedet. Fagforeninger skal give mening for unges identitet, mener ekspert.
»Vi kan reagere hurtigere, når der er noget vi synes er uretfærdigt« fortæller Anne Hegelund, talsperson for Fremtidsfighters i Aarhus.
Fremtidsfighters er et løst netværk af fagligt aktive unge, der laver aktivisme på tværs af fagskel og råber op, når der er noget de synes er uretfærdigt på det arbejdsmarked, de selv skal ud på en dag. Det fortæller Anne Hegelund.
»Fremtidsfighters er en slags støttenetværk til fagforeningerne, som kan fungere på tværs af fagskel,« forklarer hun.
Unge gider ikke fagforeninger
Ny undersøgelse fra ugebrevet A4, foretaget af Analyse Danmark viser, at trods et positivt syn på fagbevægelsen, mener kun tre ud af ti under 30 år, der ikke er medlemmer, at de ville få noget ud af det, hvis de blev medlemmer. På den anden side mener kun hver sjette dansker over 30 år, at de ikke vil få nok ud af at være medlem.
Fremtidsfighters er frækkere
Forrige uge demonstrerede Fremtidsfighters foran juice-kæden Joe & the Juice, og krævede løn under oplæring og jobgaranti efter endt oplæring. Kæden er nu begyndt overenskomstforhandlinger med 3F for at få ordnet forholdene. I oktober har Fremtidsfighters også klippet Aarhus’ borgmesters hæk med gartnerelever og smurt madpakker med kokkeelever, for at gøre opmærksom på at der mangler praktikpladser.
Da man ikke er betalende medlem i Fremtidsfighters, skal de ikke på samme måde som fagforeningerne tænke på medlemmernes interesser. Netværket skal heller ikke tænke på at skulle indgå i forhandlinger med firmaer senere og kan derfor gå mere til kanten.
»Vi kan lave nogle lidt frækkere, skævere aktioner. Vi kan skabe solidaritet på tværs af fagskel – noget som fagforeninger har sværere ved i dag,« mener Anne Hegelund.
Brug for fagforeninger
Initiativer som Fremtidsfighters hilses velkommen hos HK. Ungdoms- og agitationskonsulent Jesper Knudsen sidestiller Fremtidsfighters med dengang politiske partier gik ind i enkeltsager, og dermed kunne appellere til mange, i stedet for at varetage en bestemt faggruppes interesser.
»Fremtidsfighters er et fedt græsrodsinitiativ, de er mere frie til at arbejde sagsorienteret og så kan de trække sig ud af sagen igen,« siger han. Hans kollega Anders Graae påpeger at HK har et tungere ”apparat”, og at foreningsstrukturen gør det sværere at tage hurtige beslutninger og lave spontane aktivistiske tiltag.
Anders Graae tror, at mange ikke gider fagforeninger, fordi de ikke ved, hvad det er. Hvis man ikke kan se forskel på fagforeningerne, tager man bare den billigste, vurderer han. Ifølge ham, har unge der ikke har manglet noget i deres liv eller har skullet kæmpe for noget, har svært ved at se meningen med en fagforening.
»Fagforeningerne har på en måde sejret sig selv ihjel, men behovet er der, for vi ved at halvdelen af vores medlemmer bliver snydt i løbet af deres arbejdsliv,« fortæller konsulenten.
Fra karriereudvikling til kollektivitet
Ifølge Jens Christian Nielsen, forskningsleder ved Center for Ungdomsforskning på Aarhus Universitet, oplever mange unge, at de selv har ansvaret for deres liv.
»Det står i modsætning til det kollektive fællesskab, hvor man kæmper sammen, at det er ens egne kompetencer, der tæller,« siger han.
Jens Christian Nielsen mener, at det er vores samfundsinstitutioner, der har skabt den forestilling, at det er ens egne kompetencer, der får én frem i verden. Fagforeningens udfordring er at give de unge karriereudvikling, samtidig med at de vedligeholder den kollektive bevidsthed.
Skal møde de unge hvor de er
Fagforeningernes udfordring er, at de skal møde de unge, hvor de er.
»De unge er cost-benefit-orienterede og vil se resultater. De kan godt købe dyre trøjer til 700 kr., hvis de oplever at det giver mening for dem og deres identitet,« udtaler han. På samme måde skal fagforeningen give mening, for at de unge melder sig ind. Her kan aktivistiske netværk være attraktive, mener han:
»Man skal ikke møde de unge med et langsigtet medlemskab, men noget hvor man kan se, at det gør en forskel, at man er aktiv. Gå efter indignationen som drivkraft.«
Ifølge Jens Christian Nielsen kan det være interessant at udfordre den klassiske organisering af fagbevægelsen sammen med de unges idéer til at organisere sig.
Stadig brug for det etablerede
Både Anders Graae og Jesper Knudsen mener, at det netværksbaserede arbejde er godt til at få de unge engageret. Men der er stadig brug for at foreninger som HK tager det lange, seje træk.
Ifølge Jesper Knudsen er det vigtigt at huske, at der er brug for vedligeholdende arbejde med overenskomster og lønsstigninger. Begge er spændt på at følge udviklingen:
»Man kunne håbe, at man en dag har vundet alle kampene, og kan nedlægge sig selv,« siger Jesper Knudsen og tilføjer, at Fremtidsfighters er meget velkommen til at kontakte ham for at samarbejde.
Læs også:
Ugebrevet A4: Unge melder pas på fagforeningen
Fremtidsfighters på Facebook her