Fuckfingre og overfald: Facere chikaneres på jobbet

NGO'ers facere bliver overfaldet på månedlig basis, mens de er på arbejde på gaden.  Foto: Niels Linneberg, Flickr
NGO’ers facere bliver overfaldet på månedlig basis, mens de er på arbejde på gaden.
Foto: Niels Linneberg, Flickr

Spytklatter, tilråb, fuckfingre og i stigende grad overfald. Det er, hvad såkaldte facere oplever, når de er på arbejde i landets gågader for at skaffe nye medlemmer til velgørenheds- og interesseorganisationer.

Flere organisationer, der bruger facere, oplever, at deres ansatte i højere grad end tidligere bliver udsat for verbale og fysiske overfald.

Vi er jo nødt til at tage det seriøst, og det gør vi med fuld drøn.
Mirza Bajramovic, projektleder hos Amnesty International

Hos UNICEF DANMARK, der hjælper børn i hele verden, bekræfter projektleder Dennis Twum, at de oplever en stigning af overfald mod deres facere. Det er noget, de diskuterer internt i organisationen, og han har netop deltaget i et møde om problemstillingen.

Læs også: Facer: Overfaldet seks gange på 11 måneder

Facerfakta:

  • Kaldes også gadehververe.
  • Bruges af NGO’er til at få nye medlemmer.
  • Arbejder på offentlige gader.
  • De følger en ‘code of conduct’ for god etik i gaden.
  • Deres code of conduct er lavet af ISOBRO.
  • De er timelønnede.

Kilde: amnesty.dk, isobro.dk

– Det er tydeligt, at nogle folk går over grænsen. Hvis det sker én gang, så er det en gang for meget, siger Dennis Twum.

Overfald sker på månedlig basis

UNICEF DANMARKs facere er blevet udsat for verbale overfald fem gange i løbet af det sidste halve år.

Hos menneskerettighedsorganisationen Amnesty International oplever man også, at de ansatte på gaden overfaldes med cirka halvanden måneds mellemrum. Dog har Amnesty ikke nogle konkrete tal på, hvor mange overfald deres facere har været udsat for, men de arbejder i øjeblikket på at få et overblik over problematikken:

– Vores oplevelse er, at der er en tendens, men vi kan ikke sige det med sikkerhed. Vi prøver at dokumentere det mere og mere nu. Det har bare ikke været nødvendigt før i tiden, siger Mirza Bajramovic, Amnesty Internationals programleder.

Læs også: Vold og dødstrusler er sygeplejerskers hverdag

Både Amnesty International og UNICEF DANMARK gør, hvad de kan for at instruere deres facere til at undgå overfald i gaden. Men i sidste ende kan man ikke undgå, at nogle folk overfalder facere verbalt eller med vold, siger Dennis Twum.

Han kender til historier, hvor gadehververe er blevet pisset på, fået pudset en hund på sig eller blevet filmet uden samtykke, hvor filmklippet er endt på Facebook, og i den sammenhæng blevet gjort grin med på facerens bekostning.

Uheldige tilfælde

Problematikken skal tages op i Indsamlingsorganisationernes Brancheorganisation (ISOBRO), hvor både UNICEF DANMARKs og Amnesty International er medlemmer.

Indtil da gør de, hvad de kan for at sikre deres medarbejderes sikkerhed bedst muligt.

– Vi er jo nødt til at tage det seriøst, og det gør vi med fuld drøn, fortæller Mirza Bajramovic.

Han tror ikke, problemet er så omfattende igen, men synes, det er en god idé at anmelde overgrebene til politiet for at kunne se, hvor stort problemet egentlig er.

Læs også: TV: Vi undgår facere

Dennis Twum tror også, at det handler om uheldige tilfælde fremfor en generel tendens:

– Langt de fleste danskere er ordentlige mennesker, så slemt er det heller ikke. Men når det sker, er det selvfølgelig alvorligt.

Hos Københavns Politi har man ingen konkrete tal på anmeldelser om overfald mod gadehververe.

Artiklen er opdateret klokken 15:41. Citater fra Dennis Twum er blevet præciseret.