Fra kl. 10.00 til kl. 11.30 bevægede en kontinuerlig kø sig fra den bidende kulde og ind i akvariets mørke gange, og antallet af gæster, som tilsluttede sig køen voksede stadig. Det var rigtig mange, som havde taget fredag før påske fri, for at være de første, som så Den Blå Planet, der i dag åbnede dørene for “almindelige gæster”.
Dronning Magrethe havde allerede i går åbnet akvariet officielt. De besøgende er alle aldre – lige fra baby til bedstefar. Og de kommer fra alle egne – lige fra Aalborg til Amager. Lige så varierende mængden er aldersmæssigt og geografisk, lige så forskellig er oplevelsen af Den Blå Planet. Fælles for de flestes fascination er dog størrelsen på hele Den Blå Planet.
Læs også: Dronningen har indviet Den Blå Planet
Oceantanken hitter
Gitte Brønager og Jan Brønager fra Aalborg er på ferie i København, og de har taget turen til det store akvarium. Det var ikke til diskussion, nu de havde planlagt turen til København alligevel. De står foran Den Blå Planets største vandtank, Oceantanken, hvor både hammerhajer og rokker lokker gæsterne til.
– Jeg havde glædet mig meget til at se hammerhajerne, siger Jan Brønager.
Jan Brønager deler sin fascination med mange af de yngre gæster, som står helt tæt på glasset ind til Oceantanken, hvor hammerhajen bor. Det yngste publikum kan komme helt tæt på og har mulighed for at træde op på et lille repos, så fisk og hajer kommer mere i øjenhøjde.
Den ligner nærmest en gummiand, man har smeltet i mikroovnen. Og så har den havets hurtigste kæft. Hvis den er sulten, når byttet ikke at opdage noget, før den er havnet i tudsefiskens mund. Den er altså sjov
– Anders Kofoed, Biolog og “fortæller” hos Den Blå Planet
Mens børnene stimler sammen lige foran glasset, sidder de voksne og betragter Oceantanken på afstand. Karen Wolthers og Peter Wolthers er på besøg fra Horsens, og de er begge dybt fascineret af stemningen.
– Det er roligt og storslået på engang. De rolige bevægelser fra fiskene er næsten helt terapeutiske, siger Karen Wolthers.
Læs også: Den Blå Planet er fiskenes jordiske paradis
Dybhavsfisk er sciencefiction-agtige
Oceantanken og dennes ”beboere” er klart noget, som trækker mange gæster til, siger en af Den Blå Planets ”fortællere”, Anders Kofoed, som også er biolog. Men der findes også mange andre fascinerende dyr som for eksempel tudsefisken.
– Den ligner nærmest en gummiand, man har smeltet i mikroovnen. Og så har den havets hurtigste kæft. Hvis den er sulten, når byttet ikke at opdage noget, før den er havnet i tudsefiskens mund. Den er altså sjov, siger han.
Karen Wolthers har også bemærket nogle af vandets sære skabninger. Hun har fundet dybhavsfiskene, som er ”næsten helt sciencefiction-agtige”.
Se Video: Kom med i Den Blå Planet
Den Blå Planet ligger ved vandet
Mens nogle fordyber sig i akvariernes indhold, lægger andre mærke til de arkitektoniske detaljer ved Den Blå Planet.
– Arkitekturen er helt fantastisk, og så er omgivelserne jo også bare perfekte, siger Rikke Holst og bemærker, at Den Blå Planet ligger lige ud til vandet på Amager.
Den store bygning kan ses på lang afstand, og når solen skinner på den sølvlignende overflade, ligner det næsten fiskeskæl. Arkitekturen fascinerer ikke kun Rikke Holst men også Thaila Kjærgaard, som er på besøg med sit barnebarn Kamille på 4 år.
– Flowet i bygningen er rigtig godt. De bløde vinkler og rundingerne giver akvarierne perspektiv, siger Thaila Kjærgaard.
Flere af gæsterne har lagt mærke til akvariets særlige arkitektur, og de som kan sammenligne med Danmarks Akvariums tidligere bygning i Charlottenlund mener også, at det var på tide med noget nyt.
– Det gamle var tarveligt, siger Tem Præst, som er på besøg med sin kone og datter.
Dykkerne inddrager gæsterne
Til forskel fra akvariet i Charlottenlund, kan dykkere nu svømme rundt mellem fiskene. Det er noget, gæsterne godt kan lide at se, fortæller Nikolaj Pedersen, som selv er dykker.
– Indtil videre svømmer vi bare rundt mellem dyrene, og så kan vi også lige gøre tanken ren imens, siger Nikolaj Pedersen.
– Vi fodrer ikke dyrene i Oceantanken, efter vi har fået hammerhajerne. Det er ikke så godt, hvis de forbinder dykkerne med mad, siger han, mens han sender sin makker ned i Oceantanken for at sige hej til publikum på den anden side.
Hajerne skal trænes meget, hvis det skal lade sig gøre at fodre dem i vandet.
Den Blå Planets økonomidirektør, Jens Berthol Hansen, som overhører Nikolaj Pedersens forklaring, siger dog med et smil på læben, at de vil arbejde på, med tiden at sende dykkere ned i Oceantanken for at fodre hammerhajerne.