Cyklerne hænger ned fra loftet, cykelhjelmene er linet op på ræd og række, og radioen spiller i værkstedet. Hos Fri BikeShop på Nørrebro i København oplever de hver dag, at folk kommer ind med cykelhjelme, der burde have været skiftet ud for længst.
-Så længe folk kan have hjelmen på hovedet, beholder de den. Folk vil først skifte den ud, når den er gået totalt i stykker. De tror, den virker. Det er falsk tryghed, siger cykelmekaniker Jacob Nielsen.
Læs også: Kampagne får unge til at køre med cykelhjelm
Hos Cyklistforbundet er man enige i, at der kan være en falsk tryghed forbundet med en cykelhjelm, som burde have været skiftet ud.
– Det gælder alle produkter, der er med til at skabe sikkerhed. Hvis de ikke skiftes ud i tide, er der tale om falsk tryghed, siger Andreas Otto, butikschef hos Cyklistforbundet.
Du skal skifte din cykelhjelm, når..
For mange er det svært at finde den perfekte cykelhjelm, så derfor er det fristende at beholde den i mange år, når man først har fundet den rette. Nedenfor kan du se, hvornår du bør overveje at skifte din cykelhjelm ud:
- Når din cykelhjelmen har buler
- Når din cykelhjelm har revner / flænger
- Når du har tabt din cykelhjelm fra én meters afstand eller mere
Læs også: RADIO: Det er trendy at køre med cykelhjelm i storbyerne
Dørklokken ringer med korte mellemrum i Fri BikeShop, og når de københavnske cyklister træder ind af døren for at få gjort cyklen forårsklar, gør Jacob Nielsen dem opmærksom på, hvis deres cykelhjelm bør skiftes ud.
– For de fleste er det en øjenåbner, når vi fortæller dem, at deres hjelm ikke længere er sikker. Andre tænker, at jeg bare vil sælge dem en ny hjelm, siger han.
En cykelhjelm har ingen udløbsdato, men hos Fri BikeShop anbefaler man, at hjelmen skiftes ud hvert tredje år. Hos cykelhjelmproducenterne ABUS og MET er anbefalingen fem år.
Udover at have styr på, hvornår din cykelhjelm skal skiftes ud, er det vigtigt, at du har styr på, hvordan din cykelhjelm skal sidde. Klik på billederne for at få mere information om, hvornår din cykelhjelm sidder rigtigt og forkert.
Foto: Rådet for Sikker Trafik.