Jordemødre, gynækologer og læger fra Frederiksberg Hospital bliver glade givere af gode råd og gratis kondomer til blandt andet gymnasieelever i ny rådgivningsklinik. Forslaget til klinikken lægger vægt på praktiske undersøgelser og personlige samtaler med de unge om deres seksuelle liv. »De skal kunne blive testet for kønssygdomme, foretage graviditetsprøver og modtage individuel rådgivning om prævention,« fremgår det af en ansøgning om midler til Frederiksberg Kommune fra en forskningsgruppe på Frederiksberg Hospital.
Nemmere at snakke om sex
Hvis forslaget kommer gennem nåleøjet i de politiske budgetter på Frederiksberg Rådhus, vil klinikken have åbent fire dage om ugen fra 16 til 19 for alle unge mellem 12 og 25 år. Fra forskningsgruppen lægges der ikke op til krav om at bestille tid på forhånd. Gymnasieelever vil derfor til hver en tid kunne stikke hovedet ind på vej hjem fra skole. »Vi ser et stort behov for, at de unge har et sted at gå hen for at få prævention og en snak med voksne fagfolk og ikke bare ung-til-ung. Mange ønsker faktisk ikke at gå til egen læge,« fortæller Lise Bjerre, ledende jordemoder ved Frederiksberg Hospital.
Læs også: Mænd vil ikke testes for kønssygdomme
Statistikken taler for ny klinik
Der er brug for en åben klinik, hvor unge kan henvende sig med tanker og bekymringer om deres sexliv. Tal fra Sundhedsstyrelsen om kønssygdomme taler deres eget tydelige sprog. På de sidste 10 år er antallet af klamydiatilfælde fordoblet, bare sidste år opdagede 30.000, at der var klamydia i de nedre regioner. Derudover viser tal fra Sundhedsstyrelsens abortregister, at antallet af aborter for kvinder i klinikkens målgruppe mellem 15 og 24 år er steget med 22 % fra 2005 til 2009.
Læs også: Danske unge har rekord i usikker sex
Undervisning på skoler
Klinikken er et tilbud til de unge i Frederiksberg kommune. I Københavns Kommune har de gode erfaringer med en præventions- og rådgivningsklinik for unge. I ansøgningen til midler fra kommunen foreslår forskningsgruppen også, at jordmødre og læger skal tilbyde undervisning i sex på gymnasier og ungdomsuddannelser. »Grunden til at vi har foreslået undervisning på ungdomsuddannelserne er først og fremmest for at give viden til de unge om rådgivningsstedet,« fortæller jordemoder Lise Bjerre.