Det er blevet efterår, og det betyder masser af blæst, kulde og bladfattige træer. De kolde temperaturer der rammer landet om efteråret, er årsagen til de mange blade på veje og stier. Det fortæller Erik Dahl Kjær, der er biolog ved Københavns Universitet.
Det er faktisk ikke alle træer, hvor bladene falder af. Det er hovedsageligt på løvtræer, at bladene forsvinder fra grenen om efteråret.
”Det er smart at smide fotosynteseapparatet her om efteråret, fordi om vinteren når det er koldt, kan træerne alligevel ikke producere så meget" siger Erik Dahl Kjær
Nøje planlagt
Træerne forbereder sig hele sommeren på at skulle smide bladene. Det handler alt sammen om strategi og stram planlægning. Arter vejret sig ikke som planlagt, kan det have konsekvenser.
"Den der timing med, hvornår man skal springe ud, og hvornår man skal smide bladene, det er jo en ret central ting for et træ. Hvis man springer ud for tidligt kan der komme frostskader på bladene . Men hvis man springer for sent ud, mister man nogle gode dage hvor man ellers kunne have produceret. Alle arter kæmper jo hele tiden for deres plads i økosystemet, så det er ikke godt at komme for sent fra start. Derfor er timing vigtig" forklarer Erik Dahl Kjær.
Træernes ve og vel afhænger i høj grad af, hvordan vejret arter sig. Træerne ved præcis, hvornår de skal smide bladene. Falder frosten for tidligt eller for sent, kan det have konsekvenser.
”Hvis der var kommet hård frost i september, så var mange træer blevet skadet. Men hvis den kommer i november, så er der i mellemtiden sket nogle processer, der gør, at træerne er kommet i hvile, så de rent faktisk kan tåle vinterfrosten,” siger Erik Dahl Kjær.
Tilpasset dansk tid
Træsorterne har hver især et indre tidsindstillet ur, som fortæller træerne præcist, hvornår de skal begynde at smide bladene. Derfor kan det for mange træsorter være en ubehagelig oplevelse, at blive flyttet til et andet land med et andet klima.
”Hvis man nu tager nogle træer, der stammer fra Sydeuropa, og planter dem i Danmark, så vil man se, at de springer ud på et andet tidspunkt om foråret, og det er jo fordi, at de er tilpasset en anden strategi, hvis de vokser et andet sted,” forklarer Erik Dahl Kjær.
Om foråret begynder træerne igen at blomstre. Bladene bruger det, som kaldes et fytokrom system. Systemet bruger bladene til at måle, hvor meget sollys der kommer fra oven og hvornår det derfor igen er sikkert at komme frem.
Læs også:
Derfor skifter bladene farve lige nu
De danske asketræer er syge