Dine venner har sikkert lagt billeder op af dem på sociale medier – de kæmpe trolde bygget af træ, som gemmer sig i landets skove. Jagten efter de store trætrolde er blevet populær, og nu kæmper folk i Allerød for at få deres egen.
Anette Haugshøj, der bor i Allerød, har startet Facebookgruppen ”Kæmpe Trold til Allerød”, som efter en måneds aktivitet har over 700 medlemmer. Her poster hun en status over indsamling af penge et par gange om ugen. Minimumsmålet er 350.000 kr.
– For at få en trold til byen skal man have godkendelse fra naturstyrelsen, byggetilladelse samt kommunen og byrådets opbakning. Vi har alle de ting på plads, men mangler nu det vigtigste, nemlig finansieringen, siger hun.
Hun forklarer, at hun ønsker en trold til kommunen for at give folk en oplevelse i naturen.
– Trolden er naturens egne midler, og driver folk ud i naturen. Normalt bliver kunst lavet af jern eller plastik og så skal man ind på et museum for at se det. Nu går folk ture og får luft uden at lægge mærke til det, siger hun.
Læs også: Naturen gør os sundere og gladere – det skal stressede unge have glæde af
En god anledning til at komme ud i naturen
Anette Haugshøj forklarer samtidig, at alle mennesker kan forholde sig til en trold.
– Mennesker i alle aldre elsker trolde. Man kan næsten ikke blive sur på en trold. Alle kan forholde sig til en nuttet trold på tværs af religion, alder og så videre, siger hun.
Jes Aagaard, der er naturvejleder hos Naturstyrelsen, fortæller, at troldenes unikke historier kan være en af grundene til deres popularitet.
– Alle trolde har en unik historie, som er relateret til det område, den befinder sig i. I Kongelunden sidder trolden Bjarke Cirkelsten, som samler sten. Det gør han, fordi der ligger et inddæmmet område i nærheden, hvor man kan se gamle sten, som er kommet hertil i istiden. Dem har trolden samlet nogle af, så de ligger i en cirkel omkring ham. Han sidder så med åbne hænder, hvor folk ligger små sten i. Der ligger altså en både en fortælling og en indbygget aktivitet i hver eneste trold, siger han.
Troldenes fortælling er relateret til de områder, de ligger i. Troldene ligger samtidig ofte i naturområder, man typisk ikke kommer forbi og trækker derfor folk ud i områder, de ikke har været i før.
Læs også: Unge valfarter til Kongelunden for at køre på cykel og klatre i træer
– Alle trolde ligger i skønne naturområder. Og så er de jo gemt, så pludselig går der sport i at finde dem. Folk har brug for en anledning til at komme ud i naturen, og troldene skaber den anledning, fortæller Jes Aagaard.
Anette Haugshøj forestiller sig, at trolden skal opføres i Ravnsholt Skoven, hvor Allerød har et naturcenter. Det område tænker hun kan inspirere Thomas Dambo til en fortælling til trolden.
– Der er en på Facebookgruppen, der har foreslået navnet Herman til trolden efter kunstneren Herman Stilling, som har boet i Allerød i mange år af sit liv. Men det er Thomas, der i sidste ende finder på troldens unikke fortælling, siger hun.
Men det er ikke kun de unikke fortællinger og de skønne naturoplevelser, der kan være skyld i troldenes popularitet.
Bæredygtige trolde
Troldene har samtidig et budskab om bæredygtighed, mener Jes Aagaard, der fortæller, at troldene er lavet af genanvendt træ. Det er Jacob Keinicke, som er presseansvarlig for kunstneren Thomas Dambo, enig i.
Om De 6 Glemte Kæmper:
- Thomas Dambo byggede i 2016 seks kæmper af genbrugstræ, som står på udvalgte steder på Vestegnen
- Du skal bruge et skattekort for at finde troldene, da de står ”gemt” ved skov, sø og bakketop
- De 6 Glemte Kæmper indbyder til leg og fantasi for både store og små
- Alle kæmper er bygget af affaldstræ fra lokale nedrivningsprojekter, gamle kviste og resttræ fra Stark og bliver bygget af en lang række lokale frivillige
- De 6 glemte kæmper er siden blevet til langt flere end seks (Bjarke Cirkelsten var nummer 61) – du kan finde dem alle på kunstneren Thomas Dambos troldekort på www.thomasdambo.com
Kilde: OpdagDanmark
– Troldene hitter, fordi de taler ind i tidens store tema, nemlig klima. Troldene bliver skabt af genbrugstræ fra lokalområdet og er altså med til at sætte fokus på, hvordan vi ser på materialer. Når vi for eksempel bruger ordet ”skrald”, så fjerner vi ressourcens værdi og devaluerer materialet. At skabe noget nyt ud af genbrugstræ er altså en måde at gentænke materialets funktion, siger Jacob Keinicke.
Læs også: Træerne bliver overset i dag
Han fortæller, at de fleste trolde bliver skabt af træ fra lokalområdet. I flere kommuner har de selv stået for at samle træet til deres trold.
Allerød Kommune er netop begyndt både at indsamle træ og penge til deres egen trold. I skrivende stund har borgere i Allerød indsamlet 48.510 kroner.
Sådan gjorde vi: Journalisten kontaktede en naturvejleder, der gav sit bud på, hvorfor troldene hitter. Thomas Dambos presseansvarlige Jacob Keinicke svarede på samme spørgsmål på vegne af kunstneren. Afslutningsvis kontaktede journalisten Anette Haugshøj, der startede Facebookgruppen ”Kæmpe Trold til Allerød” .